Dengang Nils Malmros blev voksen

En mand kommer hjem til et næsten mørklagt hus. I stuen ser han et ældre par sidde forstenet i sofaen. ”Hvad er der sket?”, spørger manden, hvorefter kvinden i sofaen bryder fuldstændig sammen, mens hun fremstammer ”Signe har dræbt Maria!” Men hvem er Signe? Og hvem er Maria? For slet ikke at tale om de tre personer i stuen? Efter to minutter sad jeg lamslået i biografsalen med følelsen af at have fået en gedigen mavepuster. Velkommen til “Sorg og glæde”.

Nils Malmros har i sine film næsten altid taget udgangspunkt i egne oplevelser, og hans nyeste er ingen undtagelse. Historien om, hvordan hans kone kom til at slå deres datter ihjel i en psykose, er så personlig og hjerteskærende, at jeg flere gange følte mig presset på min egen intimsfære. Det er som at være tilskuer til en personlig samtale, man slet ikke har ret til at overvære. Samtidig gør filmens metaplan det sværere at vurdere den sagligt. For når filmens hovedpersoner, Johannes og Signe, i virkeligheden er Nils Malmros og hans kone i deres livs tragedie, kan man så overhovedet vurdere den med de sædvanlige, kritiske anmelderøjne? Svaret er naturligvis ”ja”, for der er jo stadig tale om en film skabt af et filmhold med replikker og skuespillere.

Efter den voldsomme indledning går sammenhængen langsomt op for publikum, efterhånden som Johannes tager rundt og forklarer sig til bl.a. sine forældre, politiet og Signes arbejdsplads. Til sidst ender han hos den retspsykiater (en fremragende Nicolas Bro), der skal vurdere Signes mentale tilstand inden den kommende retssag. Under denne samtale skifter filmen fornemt struktur, og i en række flashbacks oprulles hele forhistorien, fra parrets første møde til den skæbnesvangre aften. Det er en både skræmmende og morsom rutsjebanetur gennem det komplicerede forhold, hvor hendes psykiske ustabilitet hele tiden enten lurer i baggrunden eller er helt fremme i fokus. En fintfølende fremstilling af, hvordan det må være at have en psykisk lidelse så tæt inde på livet, som Nils Malmros vitterligt har haft.

Filmen følger Johannes’ synsvinkel hele vejen igennem. Historien handler primært om hans oplevelse af hendes sygdom, og den er dermed et slags modstykke til Malmros’ “Kærlighedens smerte” fra 1992, hvor fokus i højere grad var på “patienten” – spillet af Anne Louise Hassing. Indimellem er “Sorg og glæde” dog på vippen til at blive for navleskuende. Ikke fordi instruktøren skåner eller sætter sig selv i et specielt flatterende lys, nærmest tværtimod. Særligt i rekonstruktionen af optagelserne af ikoniske scener fra et par af Malmros’ egne film – der ligesom alle de virkelige personer selvfølgelig også hedder noget andet her – kan det hele føles lige lovligt selvfedt. Scenerne kalder naturligvis på et genkendelsens smil, og de er også centrale for udviklingen af Signes psykose, da de lægger kimen til hendes voksende jalousi. Men hvis man i forvejen ikke er stor fan af Malmros’ film, kan det godt blive for meget af det gode. Det tredje ben i det indbyggede jalousidrama spilles i øvrigt modigt og med en enorm sødme og århusiansk uskyldighed af debutanten Maja Dybboe.

I sidste ende er det filmens opbrudte struktur med de førnævnte flashbacks, der sammen med den meget personlige historie gør den værd at se. En strengt kronologisk fortælling ville formentlig være faldet til jorden som et skamløst egotrip frem mod tragedien. Ved at starte med klimaks og derved hurtigt afmontere den del af spændingen kommer filmen i stedet til at handle om noget andet: om alle de små ting, som Johannes/Nils kunne, burde og skulle have gjort, for at historien måske kunne være endt anderledes. Samtidig får man også en bedre – men ikke fuldendt – forståelse for, hvordan Nils Malmros kunne tilgive sin kone og leve videre med hende den dag i dag.