The Walking Danskere

Der sker noget blodigt i dansk film. Det er debutanterne, der bløder. Jonas Arnby med sin bidende varulv i “Når dyrene drømmer”, Ali Abbasi med “Shelley”, en besættende slags “Rosemary’s Baby”-film, som jeg så på årets Berlinale, og nu “Sorgenfri”, hvor velfærds-zombier forsøger at æde Troels Lyby. Det er kulørt Hollywood i genren, men alligevel specifikt dansk bag den blodige facade. Og så er det ikke bare et nyskud, men også ret godt.

Det er debutant Bo Mikkelsen, der nu slipper sine dødlevende danskere løs. Det begynder med et ”Gå væk!” Det er Mille Dinesen, der i et skræmt nærbillede sidder med sin datter i armene og råber for sit liv. Nogen eller noget er på vej ind til hende. Sådan budget-skræmmer Bo Mikkelsen dygtigt med de midler, han nu har. Nærbilleder, manglende overblik og hårdt klippede sceneskift gør “Sorgenfri” til en effektiv omgang zombie.

For det er ikke meget, vi ser til rædslerne, der truer rækkehusfreden på en middelklassevej i byen Sorgenfri. En mystisk virus breder sig, siger de i tv-nyhederne, der altid bringer dårligt nyt fra en verden i kaos. Pludselig sættes lokalsamfundet i karantæne. Militæret rykket ind, betonpiller sættes op, sorte presseninger dækker husene og der skydes på alt, der rør sig. Vi ved ikke mere, end det rækkehusfamilien med far, mor, storebror og lillesøster kan se ud igennem sprækkerne på presseningen, og Reimer Bo fortæller i nyhederne. Det er “Cloverfield”-klaustrofobisk.

Hvad bruges zombierne så til denne gang? Som regel peger zombiefilm på konform stilstand. At vi lige så godt kunne være døde. Som det første offer i “Sorgenfri”, manden til en gammel kone. Hun opdager ham genopstået og zombieklam i lænestolen foran fjernsynet, hvor han ser Formel 1 – sikkert som han plejer. Et sofadyr i et rækkehus. En levende død. Det er en stille og ikke så overraskende middelklasse-kritik, der hverken er sjov som i “Zombieland” eller stor som i “The Walking Dead”. Det er en vældig dansk brug af zombie. The Walking Danskere. Ligesom det hverken er Coca-Cola eller McD, der er produktplaceret ude i det danske zombieland, men derimod Kohberg. Boller fra Kohberg.

Det mest skræmmende ved “Sorgenfri” er dog ikke de få rækkehus-zombier, men de effektfulde og horror-hårde klip imellem scener. Lyd og billede skifter, så det giver chok. Fra kødsår til kødgryde. Hvilket både er klamt og sjovt. En kødstuvning er bare ikke så lækker igen, når der klippes direkte fra et betændt, råddent zombiesår. Samtidig er det udansk militante militær, der sætter Sorgenfri i karantæne, herligt konsekvent. Infrarøde sigtekorn i panden på Troels Lyby, da han forsøger at bevæge sig ud. Ind igen. Eller dø. Det er Hollywood på en konform vej i Danmark.