Stuur, stuur nummer

Ti år efter den førende østeuropæiske filminstruktør Emir Kusturica stod bag den helt uforglemmelige filmiske perle “Sort kat, hvid kat”, får vi langt om længe lov til at nyde det glædelige gensyn, som når to nære rejsekammerater har været adskilt i alt for lang tid. Men nye passagerer er naturligvis også velkomne, for dette er i sandhed en rejse ind i sjælen og ud i filmskabelsens forunderlige og en gang imellem fantastiske univers. Kusturica er formentligt bedst kendt for den prisbelønnede “Underground”, men dette er imidlertid hans egentlige svendestykke. Velkommen til.

Selv om hans senere film, særligt dem fra det nye årtusinde, har været noget længere i spyttet, end hvad godt er, så er den største charme ved Kusturicas film altid den ubetingede galskab og fandenivoldskhed, som gennemsyrer samtlige tossegode galninge og bedrageriske originaler, der befolker de evigt tragikomiske universer. Der snydes og løbes om hjørner på kryds og på tværs og på enhver tænkelig måde. Østblokken er for længst faldet, Jerntæppet væk og krigen forbi. Og det synes at have været startskuddet for den regulære kamp for overlevelse, hvor enhver er sig selv nærmest. Men når dagen er slut, er gemene stridigheder for det meste bilagt, og alting ender som oftest også i fryd og gammen.

Emir Kusturica er i det hele taget en instruktør, der holder sig til traditionerne. Hans tidligere meddelagtighed og rodfæstelse i Balkans musikmiljø er således en betragtelig årsag til, at musikken fylder en væsentlig del i hans film, ikke mindst i “Sort kat, hvid kat”, hvor både lyd og indhold smelter sammen til en uadskillelig masse, når et hornorkester på syre entrer det ene scenarie efter det andet på mere og mere bizarre måder i takt med fortællingens overordnede fremdrift. Det gælder blandt andet, når den hensygnende farfar skal vækkes op fra sit dødsleje på et nærliggende hospital eller senere hen ved det arrangerede og storladne bryllup, som er selve krumtappen i “Sort kat, hvid kat”.

I og for sig er der ikke en gennemgående rød tråd, der præger fortællingen i nærværende film, men det er for så vidt også flintrende ligegyldigt. For filmens varme og charme ligger i stedet fast forankret i selveste den østeuropæiske folkesjæl, som jublende rækker sine arme i vejret og fejrer den nyvundne frihed, og at mange års diktaturer og krige langt om længe er vel overstået. Det mærkes på alle niveauer. “Sort kat, hvid kat” er et sprudlende festfyrværkeri ud i ekstravagant filmkunst, hvor kun den mest mavesure filmhader kan se olmt på denne film. Livet længe leve.

Når der så alligevel er en form for beretning at spore, så skal den ses i den “Romeo & Julie”-inspirerede fantasileg med den syttenårige Zare og den 25-årige Ida som de dominerende aktører. De to elsker hinanden betingelsesløst, men kan selvfølgelig ikke få hinanden. Hans far Matko har rodet sig ud i problemer med den lokale gangsterboss Dadan, som tager røven på alt og alle, hvis han ellers kan slippe af sted med det. Og hendes mor er bare ude på at slå hende af hånden for ussel mammons skyld. Det korte af det lange er, at de begge meget vel kan se sig selv i hver deres respektive tvangsægteskab hver for sig, inden solens sidste stråler har danset hen over det nærliggende floddeltas panoramiske munding.

For Matko og Dadan er særligt det ene ægteskab en slags gældsfordrivelse, der skal redde førstnævnte ud af en økonomisk suppedas, han selv har sat sig i, og sikre, at sidstnævntes lidet eftertragtede og under en meter høje søster Afrodita, også kaldet Nøglepigen, en forsørger. Men heller ikke hun er interesseret i at få et ægteskab trukket ned over hovedet og falder i stedet for den tårnhøje kæmpe i den aldrende mafialeder Grgas drømmende sønnesøn. Humoren er bestemt stærkeste våben i en film, der vender alt på vrangen. Ikke mindst filmhistorien, der får sig en ordentlig tur igennem vridemaskinen, men altid med det helt rette glimt i øjet.

Særligt karaktererne er et studie værd, mens den dybereliggende morale omkring det evindelige valg mellem materialisme og kærlighed opererer på flere planer. Bemærk de to bedagede bedstefædre og livsfrænder Grga og kompagnon, som undervejs dør på et loft, nedfryses, men under mystisk vis igen opstår. Grga tøffer rundt i sin specialkonstruerede og fuldautomatiske kørestol, kan ikke få afsat sin over to meter høje slægning til et brugbart stykke kvindfolk og er stor fan af film noir-klassikeren “Casablanca”, som han ivrigt reciterer på gebrokkent engelsk. Som Humphrey Bogart ytrer i den film: ”This is the beginning of a beautiful friendship”. Og det er lige, hvad kendskabet til “Sort kat, hvid kat” er. Dette er nemlig mageløs filmkunst i sin ypperste form. Det er simpelthen og ganske enkelt stuur, stuur nummer.

Video

Mere på det jævne er billedsiden, som præsenteres i et anamorphic widescreen 1.67:1-format og generelt generes af en anseelig portion tilfælde af edge-enhancement, mens digitale forstyrrelser eller udtværinger ikke forekommer. Farvetemperaturen er desuden stabil, mens det samme bestemt ikke kan siges om kontrasten, der tager et par gevaldige udsving, ligesom blødhed heller ikke er en sjældenhed. Et udmærket transfer, der dog ikke imponerer.

Audio

Langt bedre er det serbokroatisksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor, der fortrinsvis præges af den iørefaldende og i allerhøjeste grad stemningsskabende folkemusik. Trods sin volumen giver den dog altid plads til en tydelig dialog uden overstyringer og en veldefineret atmosfære samt enkelte vellykkede lydpanoreringer og lydeffekter.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.