Det er egentlig passende, at året slutter med “Soul”. Pixar-filmen er nemlig så 2020.

Således skulle “Soul” have haft en eksklusiv premiere i verdens biografer – en model, der igennem årene har opbygget Disney som verdens suverænt største filmselskab.

Derfor siger det noget om, hvor vildt 2020 har været, når konservative Disney bryder sin kærlighedsaffære med biograferne til fordel for streaming.

Undskyldningen hedder COVID-19, der har lukket biograferne, men den virkelige årsag er Netflix.

Netflix-dræberen med navnet Plus kræver frisk føde for at tage kampen op – “Soul” er brænde på det evige streamingbål.

Den brænder med den første sorte Pixar-mand i front, hvilket er lige så tidstypisk som corona.

Joe Gardner hedder han med amerikansk stemme fra Jamie Foxx, mens Joe taler dansk med hjælp fra hvide Nikolaj Lie Kaas, hvilket dem, der nemt bliver sure, nok skal blive syrlige over.

Jeg er ligeglad. Hvilket er det største problem for “Soul”, der akut mangler det følelsesmæssige punch, som Pixar leverede med den indledende sorg i “Up” eller Bing Bongs offer i “Inside Out“.

Begge var de instrueret af Pete Docter, der ikke formår at genoplive følelserne her til “Soul”. Og måske er det okay?

For “Soul” har en anderledes Pixar-sjæl end de 22 andre, der på en sikker formel har leveret afsluttende ‘feel good’.

“Soul” er en mere voksen, eksperimenterende animation med skæve streger og varm realisme, når Joe forfølger livsdrømmen som jazzpianist. Det handler om jazz og meningen med livet.

Sådan jazzer “Soul” sig igennem en for kort handling, hvor Joe fanges i venteværelset til himlen, der gør ham til moden mentor for den uregerlige 22, der måske er en metafor for alle de tidligere Pixar-film?

Sammen sendes de retur til Jorden, hvor han nu er kat, mens 22 tager Joe til frisøren, nyder et slice pepperonipizza i solen, inden turen går hjem til en skuffet mor, som vil have, at Joe skal droppe jazzdrømmen og få et arbejde med pension.

Det er dagligdagens små højdepunkter, der holder “Soul” sammen, mens den jazzer videre fra stop til stop i en fortælling, der præcis som “Inderst inde” er befriende befriet for en ægte skurk.

Den største ros, jeg kan give “Soul”, er, at den nægter at være som de andre 22. På godt og ondt. Det samme kan siges om 2020 – tak for i år.