En bro bygget på amerikansk 90’er-patriotisme

Halvvejs inde i “Spionernes bro” ankommer vi til Den kolde krigs epicenter. Her er DDR i gang med at bygge Berlinmuren, så øst og vest kan blive delt. Arbejdet er grundigt. Betonklodser sættes systematisk fast med cement. Tungt og forudsigeligt bygges den op, til målet er nået. Et stykke solidt håndværk. Sådan opleves Steven Spielbergs nye film også. Han har åbenbart mistet evnen til at tænke og bygge nyt.

For det er godt nok mange år siden, at Spielberg har lavet en god film. Han var underholdningskongen af 80’erne og 90’erne, men jeg har ikke været underholdt siden “München” fra 2005. Ligesom “München” så er “Spionernes bro” fra den historiske, alvorlige halvdel af Spielberg, imens den anden byder på menneskeædende hajer og dinoer, en nazijagende arkæolog og et rumvæsen, der bare gerne vil ringe hjem. Det er mange år siden.

I hovedrollen er Tom Hanks udlånt fra halvfemserne. Som en slags idealistisk og patriotisk fætter til Kevin Costners “JFK”-anklager bliver Hanks sat til at forsvare en Sovjet-spion, der er blevet snuppet af CIA i en lækker indledning bygget op af roligt glidende billeder med grynet tyngde. Det meste er gråt, brunt, vådt eller koldt, som da Hanks går hjem under stor paraply med mystiske fodtrin bag sig. Det bliver aldrig action, men observation, fordækte samtaler fra en brun læderstol med firkantede armlæn og langstrakte forhandlinger på højeste koldkrigs-niveau.

Det er nemlig først, da vi efter en times langt, indledende retssalsforspil endelig tager hul på det, det skal handle om. Nu er Hanks sendt til Berlin, hvor muren lige er blevet bygget. Her skal han forhandle. En amerikansk pilot er blevet taget til fange i Sovjet, imens en anden amerikaner, en ung student, er blevet pågrebet i DDR. Hanks vil have to for en. Bytte sin sovjetiske klient for de to. Det går anden halvdel så med. At Hanks går fra møde til møde. Først med DDR og så USSR. Men Hanks er jo som bekendt klog amerikaner, så det hele skal nok løse sig.

I “Spioneres bro” er vi nemlig ikke kommet videre, end at amerikanerne er de gode, og de andre er de onde. I et krydsklip ser vi, hvordan den vestlige fange i det sovjetiske fængsel mishandles og afhøres om natten, alt imens fangen i amerikansk varetægt vækkes med en venlig hånd og en rolig stemme. Den naive modsætning, der ligger i det krydsklip, gennemsyrer resten af filmen. Derfor bliver den aldrig spændende. Hos Spielberg vinder de gode altid til sidst. Den gode amerikaner. Som Forhandler-Hanks, der kører i S-Bahn ud af øst. Ser unge på flugt over muren blive skudt. Da han igen er tilbage i Brooklyn er han på en sammenlignelig tur med metro, hvor unge også springer over et hegn. Men her leger de bare. Så kan man lige tænke over det.