Gammel vin og Bill Murray på nye flasker – men hvilke flasker!

Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang så “Memento”. Overraskende og original. Andre film virker mere velkendte. Karaktererne og plotforløbet har vi set før i utallige variationer. De film lykkes eller mislykkes på håndværksmæssige præmisser. Overbevisende skuespil, god instruktion, velskrevet manuskript, effektiv klipning, smukt kameraarbejde m.m. “St. Vincent” byder ikke på nyt, men er set før i Gus Van Sants “Finding Forrester”, Walter Salles’ “Central Station” eller for at tage noget mere hjemligt: Erik Clausens “Villa Paranoia”. Slutningen er kendt fra første billede, men det gode håndværk gør det ligegyldigt.

Plottet drejer sig om en gammel gnavpot, der i mødet med en ung knægt genfinder sin livsglæde. Det største scoop i den velkendte filmformel er castingen af den kun 10-årige Jaeden Lieberher som Oliver, den intelligente, men generte dreng, der bliver nabo til Bill Murrays storrygende, whiskydrikkende og antisociale Vincent. Mor er alene og må arbejde sent, så Vincent ender med at babysitte Oliver for at tjene lidt ekstra til sprut og hestevæddeløb.

Lieberher spiller formidabelt uden på noget tidspunkt at blive irriterende gammelklog, som børneskuespillere kan have det for vane. Han og Murray har en herlig ping-pong frem og tilbage, hvor jeg virkelig kom til at værdsætte manuskriptforfatterens komiske sans. Dialogen er ikke synderligt naturlig, men den er fuld af energi og skarp humor. Da Vincent stopper et par drenge fra at overfalde Oliver, bemærker han tørt, at knægten må lære at forsvare sig. Da Oliver protesterer, at han da er for splejset til at kunne gøre forsvar, kommer svaret prompte: ”Det var Hitler også.” Efter et par sekunders tavshed indvender Oliver lakonisk: ”Det er en frygtelig sammenligning.”

Den veloplagte dialog kombineret med de helstøbte, men dybt excentriske karakterer skaber en slags karikeret realisme, som vi kan genkende, men som nok ikke findes i virkeligheden. Scenen, hvor Oliver læser sin egen godnathistorie højt, mens mor sidder med et glas vin, ville have været hjerteskærende i en Ken Loach-film, men bliver her endnu en del af den tørre og sarkastiske tone. Det drejer sig om virkelighedsflugt, ikke samfundskritisk realisme, hvilket er rigtigt valgt, når resultatet er så godt som her.

Det meste af spilletiden bruges på at skildre forholdet mellem Vincent og Oliver samt deres individuelle udvikling. Der levnes dog også plads til et par gode biroller. Det er specielt rart at se Melissa McCarthy være knap så outreret som moderen. Jeg har altid bedst kunnet lide hende i de lidt mere dramatiske roller. Chris O’Dowd er hysterisk morsom som den sarkastiske religionslærer og præst på Olivers katolske skole, der på trods af elevernes forskellige religiøse baggrunde ikke kan lade være med at påpege, at katolikkerne selvfølgelig har ret. Naomi Watts karakter er en lidt for stereotypisk østeuropæisk stripper/prostitueret, som har et slags venskab med Vincent. Jeg har intet at udsætte på hendes præstation, men figuren virker flad i sammenligning med de øvrige roller.