Stanley Kubrick Visionary Filmmaker Collection
Udgivet 17. jan 2012 | Af: DjBeau | Set på Blu-Ray
Hvis man anser sig selv for filmnørd og ikke kender til Stanley Kubrick, er det nok på tide, man finder en ny varedeklaration at klistre på sig selv. Stanley Kubrick anses af både fagfolk og entusiaster verden over for at være en de af de største filmskabere nogensinde. Kubrick skabte ikke blot film… han skabte ikoner, som har sat tydelige spor i filmhistorien og inspireret mangen en spirende instruktør. Kubrick forstod ikke blot at instruere, nej, han deltog i alle aspekter af tilblivelsen af sine film – lige fra scenografien og lydproduktionen til special effects og fotograferingen. Kubrick er svær at få nok af, og derfor er endnu en boks med mesterinstruktørens film absolut mere end velkommen!
“Lolita” er en svær film at karakterisere, da den indimellem synes at have svært ved at bestemme, om dramaet eller falde-på-halen-komikken skal være det bærende element. Temaet er alvorligt, men det hele blødes op med et soundtrack bestående af harmløs elevatormuzak, der giver handlingen et strejf af den bizarre uskyldighed, med hvilken Humbert Humbert synes at opfatte sit ellers lidet stuerene forhold til den mindreårige Lolita. Filmens absolut stærkeste force er Sue Lyon i rollen som Lolita. Alt imens filmens ældre karakterer portrætteres af skuespillere, som i takt med tiden trækker på teaterscenens mere eksplicitte udtryk, udfører den unge Lyon sin opgave på langt mere moderne, subtil og nærmest tidløs vis. Som tilskuer er det ikke svært at forstå Humberts fascination af den ekstremt karismatiske pige. “Lolita” er ikke blandt Kubricks stærkeste film, men den er bestemt seværdig og byder desuden på adskillige scener med en veloplagt Peter Sellers.
“Rumrejsen 2001” har altid været genstand for ophedede diskussioner mellem folk, som enten mener, den er genial eller søvndyssende. Der er da heller ingen tvivl om, at mange mennesker – inklusive undertegnede – skal være i den rette sindsstemning for at kunne nyde den temmelig lange film. Men er man det, har man også en visuel tour de force af dimensioner i vente! Filmen består mest af alt af langsommelige passager, hvor klassiske, musikalske mesterværker af Johann og Richard Strauss understøtter nogle fantastiske billeder fra det ydre rum eller den spektakulære rumstation med den sublime scenografi. Trods sine mere end 40 år på bagen er mange af de visuelle effekter stadig imponerende og satte i sin tid helt nye standarder for, hvad man kunne præstere på film. Kubrick giver sjældent lette svar i sine film, men nærværende film må nok siges at være den, der er mest åben for fortolkning. Er historien en symbolladet udredning af menneskehedens kulturhistorie, en filmisk fortolkning af Nietzsches hovedværk “Således talte Zarathustra” eller måske noget helt tredje, fjerde, tiende eller tredivte? Et endeligt svar findes ikke, men herfra skal lyde en opfordring til at se filmen og finde ens egen fortolkning.
“A Clockwork Orange” er en skarp og æstetisk forbløffende samfundskritik, der – uden at levere moraliserende svar på problemerne – kommer omkring så forskellige emner som samtidens koldkrigsstemning, den stigende seksualisering af ungdommen og menneskets ukuelige natur. Det er store emner, men netop fordi Kubrick insisterer på ikke at fodre tilskueren med svar, lykkes det ham at jonglere hele menageriet i ét elegant, postmoderne virvar af Beethoven, ultravold og sex, hvis indtryk ikke forlader seeren lige med det første. Hvem husker ikke scenen, hvor Alex tæver en gammel forfatter og voldtager hans yndige hustru, mens han stepper og synger “Singin’ in the Rain”? Og hvem kan ikke nikke genkendende til den stilrene og berømte filmplakat med Alex i fuld makeup? “A Clockwork Orange” er om noget en kultfilm, der ikke blot har skabt historie med sin fantastiske scenografi, men også har kickstartet Malcolm McDowells karriere. Netop McDowell er en ekstremt vigtig aktør i filmen, da han formår at gøre Alex til en engagerende hovedperson, på trods af at det er svært for tilskuere at interessere sig for film, hvis hovedpersoner er udpræget usympatiske. Absolut en af Kubricks bedste.
Som i “A Clockwork Orange” har vi også her at gøre med en noget usympatisk protagonist, men i modsætning til den karismatiske Alex har Barry ikke den fornødne charme til at fastholde seerens interesse. Barry er Kubricks ubestridt mindst engagerende karakter. Interessen for historien bliver ikke just forstærket af, at han bruger det meste af tiden på at rende rundt på må og få i ualmindeligt kedelige landskaber. Mange af Kubricks film er visuelle fyrtårne i det filmiske farvand, men nærværende film er simpelthen gudsjammerligt kedeligt filmet og består primært af aldeles uinteressante overbliksbilleder. Lobbyisterne i Oscar-akademiet må have haft travlt i 1975, for filmen vandt faktisk en Oscar for bedste fotografering.
For undertegnede har “Ondskabens hotel” altid syntes overvurderet, men efter at have set den for fjerde eller femte gang er filmens stemning for alvor begyndt at krybe ind under huden på mig. Kubrick iscenesætter hotellet på fremragende vis med flotte, symmetriske vidvinkel-indstillinger af bygningens fantastiske lokaler og får derved filmens hovedpersoner til at fremstå små og magtesløse. “Ondskabens hotel” blev et af de helt store gennembrud for en opfindelse, der så verdens lys fire år tidligere, nemlig steadycamet, der muliggør jævne kamerabevægelser uden brug af dolly. Således opstod de legendariske optagelser af Jacks søn, Danny, der drøner hotellet rundt på sin trehjulede cykel. Scenerne er næsten blevet synonym med filmen, fordi de så effektivt skaber en uhyggelig forventning om de ukendte farer rundt om hjørnerne, der netop kendetegner historiens udvikling. Filmen er ikke synderligt uhyggelig i forhold til så mange andre gysere, men Kubrick har til gengæld skabt en af de mest berømte og omtalte film inden for genren.
“Full Metal Jacket” leverede legendariske, bramfri replikker, længe før Tarantino fik sin filmiske ble på. Det skyldes dog ikke Kubrick, men derimod Ronald Lee Ermey, der i rollen som en sadistisk sergent improviserede sig frem til replikker som ”I bet you’re the kind of guy that would fuck a person in the ass and not even have the goddamn common courtesy to give him a reach-around! Og det er især på grund af hans sublime præstation, at filmen har opnået sin kultstatus. Historien er delt i to: Rekruttiden og Vietnam, hvoraf første del er den ubetinget mest interessante. Siden “Saving Private Ryan” er vi blevet vante til krigsscener, der overstråler Kubricks med mange længder, men tiden på kasernen er endnu ikke skildret bedre end i nærværende film. De hårde replikker gør det klart, at basserne ikke opfattes som mennesker, men som maskiner, der kan udskiftes, når de får en fejlfunktion. Verdenssynet bliver reduceret til død/levende og god/ond, hvilket er den eneste måde, hvorpå soldaterne kan leve med alle de liv, de bliver nødt til at tage. Det er grove løjer.
“Eyes Wide Shut” er først og fremmest meget, meget langsom. Det skal dog ikke forveksles med kedelig, for på trods af lange, træge scener uden megen fremdrift besidder filmen en underliggende intensitet, som ofte vækker associationer om David Lynch. Som altid bydes publikum på storslået scenografi, og med langsomme kamerature gennem kulisserne får Kubrick det optimale ud af dem. Et af filmens musikalske hovedtemaer, et stykke fra Ligetis “Musica ricercata”, er et studie i minimalisme. Det står i skærende kontrast til den overdådige scenografi og planter med sine få toner en snigende følelse af, at noget er galt. Kubrick har aldrig været bleg for at vise bryster i sine film, snarere tværtimod, men i “Eyes Wide Shut” får den fuld hammer! Seksualiteten, som gennemsyrer hele fortællingen, er alt andet end underspillet. Pornografisk er for hårdt et ord, men erotisk klinger for meget af kærlig sensualitet. Nej, seksualiteten er blottet for kærlighed, som i stedet erstattes af et grådigt begær, der nærmere bringer problemer end lykke med sig. For de filmelskere, som på trods vores hurtige hverdag stadig kan koncentrere sig om langsomme film, er “Eyes Wide Shut” absolut et kig værd. Gerne flere.
Der er stor variation i billedkvaliteten, og sjovt nok finder vi et par af de bedste transfers blandt de ældre film, nemlig “Lolita” og “Rumrejsen år 2001”. Sidstnævnte disker op med et suverænt billede, hvor både farver og kontrast står bundsolidt og bidrager positivt til den fantastiske visuelle rejse. Kun en lidt for udtalt edge-enhancement pletter det flotte billede, men det er til at se igennem fingre med. Dette transfer overgås dog af “Ondskabens hotel”, der kun lider af enkelte udsving i farvetemperaturen, men derudover giver en dejlig fornemmelse af analoge gryn og celluloid. Prisen for værste transfer går til “Eyes Wide Shut”, som plages af alt for meget støj og hyppige udsving i kontrasten. Fælles for samtlige film er, at der er tilsat lidt for meget skarphed, hvilket skaber lidt utilsigtet støj i billedet, men på normal afstand er det dog ikke noget, der decideret generer.
På linje med billedet er lydkvaliteten også af svingende kvalitet. “Full Metal Jacket” kunne som krigsfilm godt bruge noget mere action i kanalnetværket for at accentuere krigens allestedsnærværende skudsalver og eksplosioner. Bedre står det til i “Rumrejsen 2001”, hvis soundtrack har en flot dybde med meget klar lyd. Stemmerne, derimod, er lidt metalliske – sandsynligvis pga. datidens langtfra perfekte optageudstyr. Læg i øvrigt mærke til en fin detalje: Computeren HAL’s stemme er lagt ud i alle kanaler, hvilket får den til at fremstå allestedsnærværende i modsætning til de ombordværende astronauters mere retningsbestemte stemmer. Alderspræsidenten “Lolita” imponerer med en flot og klar dialog, mens “Ondskabens hotel” synes noget skinger i diskanten. Samlet set er surround-fornemmelsen ikke nær så udtalt som i nutidens produktioner, men decideret skuffende lydspor er der ingen af.
Udgivelsen indeholder intet mindre end 22 dokumentarer og featuretter – og de er ikke bare små og ubetydelige, nej, mange af dem sniger sig op på de 45 minutter, flere af dem længere endnu, og en enkelt er så lang som to timer og 22 minutter. Sådan skal det være! Derudover er diskene spækket med interviews med mange af de mennesker, Kubrick omgav sig med, samt selvfølgelig en stak kommentarspor til de forskellige film. Nå ja, og så selvfølgelig alt det løse, såsom Kubricks billeder fra hans tid som fotojournalist. Der er en god sammenhæng i alt ekstramaterialet – det er tydeligt, at det er optaget til denne udgivelse og ikke blot et sammenskudsgilde fra diverse produktioner. Og for en gangs skyld slipper vi for uendelige kaskader af klap på skulderen, der er skam også plads til kritik af den afdøde filmskaber, som af og til brugte ufine metoder til at få det bedste frem i skuespillerne. En bedre samling ekstramateriale er sjældent set.
Der udkommer ikke mange udgivelser, man bare skal eje, men her er en af dem! Så meget godt ekstramateriale, en hæderlig audiovisuel præsentation og så mange gode film fra en af tidernes største filmskabere. Behøver man sige mere?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet