Star Trek Into Darkness (3D)
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 19. okt 2013 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
En såkaldt reboot (à la “Casino Royale” og “Batman Begins”) må være et skræmmende foretagende for en filmmager, for to-do-listen er lang: Filmen skal for det første viske seriens tavle ren, så forfatterne er fri af forgængerne og kan starte på en frisk. Dernæst skal den introducere universet og figurerne på ny, som om publikum aldrig har mødt dem før. Og sidst (men ikke mindst) skal den levere en tilfredsstillende, selvstændig fortælling. Kun få reboots opfylder samtlige kriterier. J.J. Abrams’ “Star Trek” fra 2009 er én af dem. Til helvede med dens plothuller og forglemmelige skurk – Abrams’ perle bugnede af charme, god humor, veldrejet action og patos af den sjældne art, der fremkalder ægte tårer. Da besætningen om bord på rumskibet Enterprise til slut endelig var samlet og skuede mod universets uendelige horisont, føltes det, som om der ikke var nogen grænser for, hvor Star Trek nu kunne drage hen.
Men plagiering er bestemt ikke filmens største brist. “Star Trek Into Darkness” er simpelthen dårligt fortalt. Uden at afsløre noget går filmen nærmest i stå efter en time (cirka halvvejs). Nye planeter besøges uden noget bemærkelsesværdigt formål ud over at vise nogle (indrømmet) flotte kulisser. Forudsigelige, sideløbende handlingsforløb afvikles alt for langsomt (hint: torpedoer). Og den skarpe dialog, der især gjorde “Star Trek” til en kæmpe fornøjelse fra start til slut, viger næsten fuldstændigt for et mærkeligt miks af meningsløs technobabble (”et subtilt skift i det magnetiske output ved affyringen af seks eller flere torpedoer kan starte en kædereaktion”) og lange, kringlede forklaringer.
Visuelt og auditivt er “Star Trek Into Darkness” dog en storslået bedrift. De imponerende sekvenser fra trailerne – f.eks. Enterprises styrt mod Jordens overflade og Spocks vandretur i en aktiv vulkan – kræser for sanserne. Vulkanens brøl må være en af de mest overrumplende lyde, jeg nogensinde har hørt.
Præsenteret i 1080p/MVC-3D 2.40:1. I interviews har J.J. Abrams bestemt ikke lagt skjul på, at han ikke er fan af 3D, og at filmens sponsorer tvang ham til at udgive filmen i 3D, så der kunne tjenes flere penge på dyrere biografbilletter. Og Abrams’ aversion mod formatet kan til dels mærkes, når man ser “Star Trek Into Darkness” i 3D, eftersom mange billeder fremstår forunderligt flade. Selvom jeg ikke er den store fan af 3D-film, der slynger ting ud af skærmen/lærredet mod tilskueren, så havde jeg nu gerne set en mere naturtro, mærkbar dybde i billedet. Der er dog undtagelser – deriblandt introsekvensen, hvor man vitterligt får et sug i maven, når Kirk og McCoy springer ud fra en klippeskrænt, og også scenen, hvor Harrison og Kirk flyver mellem to rumskibe blot iført rumdragter. Vulkansekvensen imponerer også i 3D, hvor man nærmest føler, at man kan række ud og røre de mange, mikroskopiske gløder.
Jeg så i sin tid “Star Trek Into Darkness” i en IMAX-biograf i London, og selvom det selvfølgelig ville være vanvittigt at forvente en tilsvarende lydoplevelse i hjemmebiografen, var jeg alligevel ærgerlig over, at diskens Dolby TrueHD 7.1-lydspor ikke havde lidt større pondus. Vulkanens dybe rumlen får ikke gulvet til at ryste så meget, som den burde, og ligeledes har slag og phaserskud ikke lige så stor auditiv slagkraft, som jeg havde forventet. Men der er stadig tale om et uhyre velafbalanceret og velproduceret mix, der ofte tvinger kanalnetværket op i gear, og som aldrig er tilnærmelsesvis dødt. Der sker altid et eller andet i samtlige højtalere, men man føler aldrig, at ens øregange bare bliver bombarderet uden omtanke. Panoreringerne er sublime, samtlige replikker kommer klokkeklart igennem, og Michael Giacchinos stemningsfulde musik fylder altid helt tilpas i lydbilledet og folder sig ofte fornemt ud i alle kanaler.
“Star Trek Into Darkness” er allerede blevet en af de mest kontroversielle Blu-ray-udgivelser nogensinde. Hvorfor? Fordi Paramount har produceret en masse ekstramateriale om filmen, som de har distribueret adskillige forskellige steder. Hvad betyder det? Jo, hvis du køber denne danske 3D Blu-ray, så får du lov til at se seks minidokumentarer (mere om dem lige om lidt), men hvis du køber filmen over iTunes, får du adgang til et (angiveligt glimrende) kommentarspor med instruktøren J.J. Abrams og flere af hans kollegaer. Desuden er der produceret særudgaver af udgivelsen til amerikanske forretninger som Best Buy og Target, som indeholder endnu mere ekstramateriale, der kun kan findes på netop de udgivelser. Forvirret? Forståeligt. Frustreret? Også forståeligt.
Det vil med andre ord sige, at hvis man vil eje alt ekstramateriale om “Star Trek Into Darkness”, så skal man faktisk købe en håndfuld forskellige udgaver af filmen. Det er simpelthen et uetisk salgskneb, der gudskelov har affødt et enormt, rungende ramaskrig på internettet – og ikke blot blandt trekkies, men også blandt almene filmentusiaster og kritikere. Så forhåbentlig ender det ikke med at blive en tilbagevendende tendens. Fans, der bruger deres hårdt optjente sparepenge på en Blu-ray-udgivelse (især en dyrere 3D-udgivelse som denne), bør dæleme få adgang til alt det ekstramateriale, der er lavet.
Jeg overvejede at give ekstramaterialet en lavere karakter som en slags straf af ovennævnte salgsmetode, men i stedet vælger jeg at bedømme det, som vitterligt er her på disken. Og de inkluderede dokumentarer er vitterligt virkelig gode. Men hvis alt det ekstramateriale, man har lavet om “Star Trek Into Darkness”, havde været her, så havde ekstramaterialet (og udgivelsen som helhed) formentlig fået en langt højere karakter.
“Star Trek Into Darkness” er en middelmådig, forglemmelig fortsættelse til en fremragende film – nemlig J.J. Abrams’ første “Star Trek” fra 2009. Jovist, den er velspillet, glimtvis underholdende og enormt flot at se på, men historien er kluntet fortalt og plaget af klicheer og monotone monologer. Man savner i dén grad mere af forgængerens opfindsomhed, drilskhed og skæppeskønne karaktersamspil. Til gengæld kan fans glæde sig over, at både filmens billed- og lydside imponerer i HD. Desværre er her ikke særlig meget ekstramateriale (læs bedømmelsen af ekstramaterialet for at finde ud af, hvorfor det er tilfældet), men kvaliteten af de medfølgende dokumentarer og AV-præsentationen sikrer alligevel udgivelsen en karakter over middel.
Se også: Filmz TV: EKSKLUSIVE “Star Trek Into Darkness”-interviews!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet