Stille hjerte
Udgivet 12. nov 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg skal dø. Ligesom alle andre skal en dag. Jeg og de fleste andre ved bare ikke, hvornår det sker. Det ved Ghita Nørbys Esther. Det skal ske i morgen, søndag. Det har hun selv bestemt. Hun har taget det dødelige valg, fordi hun er syg. Meget, uhelbredeligt syg. Men hvad siger de to døtre og ægtemanden? Aktiv dødshjælp er et svært spørgsmål.
Det begynder med ankomsten som i “Festen”, hvor familien samles til en helt særlig weekend. En af den slags, hvor alle ved afskeden ikke er helt den samme som ved ankomsten. Og heller aldrig bliver det igen. Paprika Steen ankommer først, til tiden, som den ordentlige Heidi med kontrolleret foundation smurt tykt i ansigtet og en rapkæftet Paprika Steen-attitude de andre steder. Hun er med sit vedhæng – mand og søn – afklaret omkring weekendens præmis: Når de siger farvel søndag, så er det farvel for sidste gang. Men på den øde, nedlagte gårdejendom kan kontrol og afklaring hurtigt veksles til tvivl. Paprika Steen tvivler overbevisende. Er det nu alligevel bedst, at mor skal dø ved egen kraft? Steen spiller passiv-aggressivt mur op af ægtemanden, stenstøtten Jens Albinus. ”Hvad synes du!?” skriger hun lige dele anklagende og tvivlende i et højdepunkt den tidlige søndag, så hendes hjertesmerte mærkes.
Det største af de åndehuller finder sted om aftenen, hvor Esther har bestemt, at der skal holdes fremrykket juleaften. Esther har ganske vist kun syv disciple, men der drikkes vin og spises godt til hendes sidste nadver. Og der danses. Og ryges til sidst en fredsjoint. Selv Ghita Nørby ryger den fede. Det er sjovt, synes hun. Det synes jeg også. De virker som en ægte familie på godt og ondt. Et eksempel på, hvordan et stift manus gøres til levende film i hænderne, ansigterne, stemmerne og udtrykkene hos et dygtigt og varmt ensemble, der kender sine roller.
Juleaften slutter som bekendt altid. Det bliver nat. I “Stille hjerte” er vi melankolsk vågne med stilheden i det lille hjem, hvor Esthers elskede Poul snart skal være enkemand. Tiden går og klokken slår. Tik-tik. Her er der carpe diem-tid nok til at tænke. Får jeg selv nok ud af min tid? Hvor meget har jeg mon tilbage? Det er svære spørgsmål.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet