Submarino
Udgivet 24. mar 2010 | Af: The Insider | Set i biografen
Submarino: En form for tortur, hvor offerets hoved tvinges ned i forurenet vand, indtil vedkommende er blot få sekunder fra at drukne. Det ville være en voldsom overdrivelse at hævde, at Thomas Vinterbergs karriere har undergået en lignende proces… men med al den modgang, den danske instruktør har oplevet siden sin skelsættende “Festen”, kunne man alligevel godt have frygtet, at filmmageren selv ville drukne i en suppedas af middelmådige petitesser, før han kunne nå tilbage til overfladen.
Men modsat Vinterbergs seneste værker er “Submarino” et projekt, som synes direkte skræddersyet til den efterhånden 40-årige auteur. Filmen, som tager udgangspunkt i Jonas Bengtssons roman af samme navn, er i samme boldgade som instruktørens storværker: “Festen” og den fænomenale kortfilm “Drengen der gik baglæns”. Nøjagtig ligesom dem er “Submarino” en ekstremt realistisk og nøgtern skildring af almindelige mennesker under ualmindeligt pres. Her skal man ikke gnave sig igennem adskillige lags tung symbolik for at finde frem til historiens centrale pointer – “Submarino” har følelserne helt uden på tøjet.
Derefter kører Vinterberg og Co. dog i cruise control på alle cylindere og i højeste gear. Jakob Cedergren og Peter Plaugborg overtager rollerne som brødrene, da vi springer frem til nutiden, hvor drengene nu er triste, tungsindige mænd i 30’erne. Vi fornemmer, at de sjældent ser hinanden, men en række begivenheder tvinger dem sammen på ny – kan de monstro hjælpe hinanden ud af mørket og videre mod lyset? Plaugborg er superb som den mere lavmælte af de to brødre. Han lader os altid ane både den enorme kærlighed og den trykkende skyldfølelse, der syder og bobler under hans kølige facade. Cedergren er superb som altid – hans evne til at formidle en hel livshistorie med ét blik, én bevægelse eller blot ét enkelt ord er ganske utrolig. Kapløbet om næste års Bodil begynder her. Det bliver i øvrigt spændende i fremtiden at følge den bitte debutant Gustav Fischer Kjærulff, som simpelthen er fantastisk som den yngste brors 6-årige knægt.
Men det er først og fremmest en fornøjelse at opleve en kreativ dynamo som Vinterberg tilbage i topform. Mange af hans yndlingstemaer går igen i “Submarino”: Barndomstraumer, forældresvigt, misbrug… Men “Submarino” er helt sin egen og en funklende perle i et hav af ensartede, danske film om middelklassens hovedpiner. Instruktøren bliver godt hjulpet på vej af en nedtonet, men elegant billedside samt Kristian Eidnes Andersens smukke musik. Men det er Vinterbergs evne til at skildre håb, der blomstrer under trænge kår, uden ét gran af sentimentalt pladder, der får “Submarino” til at gå lige i hjertet. Nu er det store spørgsmål så, om filmen bare er et enestående pletskud, eller om Vinterberg har kickstartet en god stime. Vi krydser fingre for det sidste.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet