Mord i middelklassen

Der er så pænt i forstæderne. Parcelhuse på stribe, carport, græsplæne og hvide middelklassebørn, der leger med andre hvide middelklassebørn. Men som “American Beauty”, “Revolutionary Road” og “Mad Men” allerede har lært os, så er det ikke så pænt under den pastelfarvede facade. Det understreger George Clooney med “Suburbicon”, der byder på blodige mord og rå racisme i den ellers så pæne amerikanske suburb.

Det gør instruktør Clooney fra et brødrene Coen-manuskript hentet ude på restlageret. Et af dem, de ikke selv gider at filmatisere, men som deres gode ven, George, godt må få. De bedre brødrene Coen har da også allerede lavet deres “Suburbicon”, der tilbage i 1996 fik en middelklasse-ægtemand til at få to gangstere til skaffe konen af vejen i “Fargo”. Clooneys hvide middelklasse-mand spilles af Matt Damon, og han vil heller ikke selv have blod på skjorten. Den slags er ikke pænt. Derfor må to professionelle skurke med skægstubbe fjerne Julianne Moore-konen i rullestol til fordel for en med ben, der selv kan stå, når der skal kneppes i kælderens dyb. Clooney og The Coens har styr på symbolikken.

Og “Suburbicon” nøjes ikke bare med at opføre sig som en Coen-film. Den ligner også en. Ganske vist kun en okay, halvgod Coen-film, der alligevel altid er værd at se. Vi er i forstædernes guldalder, lige efter 2. verdenskrig. Officielt var sorte nu næsten ligeværdige medborgere, men de hvide frygtede stadig og flygtede ud i forstæderne; en hvid ghetto med pastelgrønne skolebusser, pastelpink frisørsaloner og tandpastahvide smil på postbuddet, der sludrer med alle hjemmegående husmødre på ruten. Næsten alle. For en dag flytter en fremmed ind. En sort familie, der bryder den ensfarvede pænhed. Nu går de hvide amok – det er rammen om det elegante manuskript.

Rammen kommenterer klogt på det, det egentlig handler om i “Suburbicon”. George Clooney har fået bedstevennen Matt Damon til at spille den typiske tøffelhelt a la Coen-brødrene. Som William H. Macy i “Fargo” eller Michael Stuhlbarg i “A Serious Man”. Damon vil gerne have en kone, som ikke sidder i kørestol. Det skal jo være ens og pænt i forstæderne. På overfladen. Så præcis som det hvide flertal ønsker de sorte tilflyttere fjernet, så vil Damon have kørestolskonen fjernet. Men blod er som bekendt svært at få til at gå af i vask.

Derfra eskalerer “Suburbicon” til en fuldblodsforstadsfarce, hvor det ene mord tager det andet, imens politiet har rigeligt at se til med at beskytte de sorte nytilflyttere fra de hvides chikane. Det kedeligt almindelige bliver til vanvid, som det plejer hos de skæve Coen-brødre. Her dog hele tiden med den fornemmelse, at det særlige Coen-touch er fraværende. Sansen for, hvornår den obligatoriske mellemleder-sekretær skal deadpan-gentage igen. Eller tie stille. Det ved Ethan og Joel C altså bedre end George C – men kopiforsøget er ægte okay.