Dommedag i neonbelyst synthesizer-verden

“Suburra” dykker dybt ned i Rom. Faktisk helt ned ‘under byen’, som suburra betyder på italiensk. Vi er dernede, hvor alt er mørkt, og hvor der ikke findes pæne mennesker. Vi er i november 2011, og byen er bogstavelig talt ved at flyde over. På grund af det konstante regnvejr, selvfølgelig, men også på grund af korruptionen. Den er helt gal med regeringen og Vatikanet, og det hele ramler sammen om syv dage, får vi at vide. Dommedag er på vej.

Det er klassisk split narrative, som man kender det fra Alejandro González Iñárritus flettefilm a la “Babel”. Fletningen begynder med flere fortællinger, vi følger forskellige mennesker, som selvfølgelig løbende mødes. Hvor er det jo bare utroligt, hvordan alting hænger sammen! Selv er jeg ikke så meget til fletninger. Enten bliver det for tydeligt, hvad der kommer til at ske, eller også krydses karakterernes veje, bare fordi de skal. Det handler mest om de forskellige mafiafamilier i Rom, som arbejder på et kæmpe projekt. Et område af Rom skal laves om til Las Vegas, og de er alle nødt til at arbejde sammen. Men det går jo ikke. Meget kan gå galt i løbet af syv dage.

Parlamentsmedlemmet Filippo ‘Pippo’ Malgradi vil leve det gode liv. Og for at være i stand til det, har han stukket sin hånd dybt ned i mafiakrukken. Lidt for dybt, måske. For da en af Filippos aftener med prostituerede kører af skinnerne, sætter han gang i en kædereaktion i Roms underverden. Og det er her, det ikke helt hænger sammen. Det virker, som om det er vigtigere for instruktør Stefano Sollima at få Filippos vej til at krydses med gangsterbossen Manfredi Anacletis, end hvorfor deres veje skal krydses. Bliver det mere spændende af den grund? Det bliver for søgt, når Anacleti skal gå efter Filippos familie. Hvorfor? Det er ligegyldigt.

Men “Suburra” lykkes alligevel med sin spænding. Det eneste, jeg vidste, var, at alt ville gå galt – og det er også helt fint at vide. Det er med til at skabe en trykkende stemning. Men som sagt kommer Sollima ikke uden om de håbløse tilfældigheder, der er nødt til at være til stede, for at de mange fortællinger kan mødes. Det opleves påtaget. Og som i “Babel” bliver det bare til en konkurrence, hvis vinder er den, der kan gøre tingene mest trist. Vi bliver udsat for elendighed efter elendighed – fordi så føler man jo åbenbart mest for de mange under byen.

Det er dog ikke alt sammen skidt. Når man giver den evige by the “Drive” treatment ved at hælde rigeligt med neonlys og synthesizermusik på, så bliver selv underverdenen lækker at se på. Men også ensformig. Soundtracket består udelukkende af M83-sange. Det, der lægger ud med at skabe stemning, bliver distraherende. Det blev lidt for meget en hyldest til ét band, M83. I det hele taget bliver det lidt for meget med Sollimas stil. hvor stoffer selvfølgelig skal indtages i slørede billeder og med kameraet på skrå.