Et frisk pust til en genre der til tider er ligeså trist og kedelig som menuerne på fastfood-restauranterne. “Super Size Me” tog publikum og anmelderne med storm da den blev vist til Sundance filmfestivalen i USA, og ikke uden grund. Det er en fantastisk underholdende dokumentar, der på en noget alternativ måde kigger nærmere på den amerikanske (mad)kultur, der med lynets hast har spredt sig til resten af verdenen.

Manden bag filmen, Morgan Spurlock, fik idéen til dokumentaren en dag han lå på sofaen og så nyhederne på tv. To amerikanske piger havde sagsøgt McDonald’s fordi de var blevet fede af maden…

Spurlock beslutter sig for at kigge nærmere på sagen. Er det pigernes (forbrugernes) skyld, eller McDonald’s (producenternes) skyld, at de er blevet fede? Men Spurlock stopper ikke der – han vælger at tage skridtet fuldt ud, og påtager sig rollen som lille hvid laboratoriemus. Han beslutter sig for, at leve af McDonald’s mad i 30 dage – 3 gange om dagen. Hvad der lyder som himlen for de fleste computerspillende teenage drenge, ender dog med et noget skræmmende resultat.

Spurlock bliver fra start kyndigt undersøgt af flere eksperter, der alle er enige om, at hans fysik og helbred ikke fejler noget, og de samme specialister skal derefter rådgive og tjekke op på hans helbred – alt skal kontrolleres og nedfældes.

Nu kunne man måske fristes til at tænke at “Super Size Me” er et korstog mod McDonald’s og de øvrige fasfoodkæder i USA – og resten af verdenen for den skyld. Men det er det ikke. Det er en film der lægger op til en debat, og det gør den på flere måder – sarkasme, facts og masser af interviews fra alle involverede parter. De fede, de frelste og dem der lever af, at lave maden. Filmen peger fingre – men det skal der også til for at skabe lidt røre i andedammen.

Debatten går på hvem der er årsag til et stærkt voksende problem – den konstante stigning af fede og overvægtige mennesker. Er det forbrugernes egen skyld? Er det deres valg, og har de reelt et valg? Har man et valg når man går ind på McDonald’s og stort set ikke kan bestille en sund menu? Man kunne jo selvfølgelig finde et andet sted at spise – men er det den eneste løsning?

“Super Size Me” lægger op til, at producenterne skal anerkende deres medansvar – i stedet for at gemme sig bag alle mulige tal, undersøgelser og søforklaringer der viser, at deres mad ikke er usund, eller i hvert fald ikke er mere usund end så meget andet. De skal være bevidste om, at de bærer en stor del af skylden for USA’s stigende vægtproblem. De tvinger godt nok ikke maden ned i halsen på folk. Men børn har svært ved at stå for smagen og alt det fine legetøj man får hos McDonald’s – og de kender i hvert fald ikke til fedtindholdet i maden, eller de store mængder salt og sukker som virker vanedannende. Forbrugerne har selvfølgelig også et ansvar – man skal ikke bare overlade sine børn til selv at stå for deres mad. Man har ikke så travlt, at man er nødsaget til at leve af fastfood.

Jeg så første gang filmen på dette års Cannes Festival, og det var en opløftende fornemmelse at se en samfundskritisk dokumentar der ikke langede ud efter George Bush. Man kunne nærmest ikke sparke sig frem for dokumentarfilm der forsøgte at lægge sig i kølvandet på Michael Moores “Fahrenheit 9/11”. Jeg er stor fan af film der kan sætte en debat i gang – på den ene eller anden måde. Moore bruger selektion og manipulation. Spurlock bruger humor, sort humor – og han bruger det fabelagtigt. Det er jo så vanvittigt, at man ikke kan andet end at trække på smilebåndet og ryste på hovedet. Man bliver bare nød til at blive hængende for at se hvad der sker.

Spurlock har præsteret at levere noget vi alle har hørt tusinde gange før, knastørre facts der kunne have taget livet af en var de blevet leveret af Piet van Deurs, på en ny og supersjov måde. “Super Size Me” har et godt flow, og stiller en del interessante spørgsmål – hvor nogle bliver besvaret, mens andre står åbne til debat.