Man of Steel
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 11. nov 2013 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Superman bliver ofte beskyldt for at være en kedelig superhelt – alt for uovervindelig og ulastelig til, at man kan relatere sig til ham og hans oplevelser – og tilbage i 90’erne følte selv DC Comics, at figuren var forældet, så de slog ham ihjel i tegneserien. Da Christopher Nolans brillante Batman-trilogi gjorde nattens ridder enormt troværdig og menneskelig, blev det blot endnu sværere at forestille sig en ny film om Superman, det usårlige rumvæsen. Jeg (og selvfølgelig utallige andre tegneseriefans) har dog altid set et kæmpe filmpotentiale i Superman, for ser man bort fra superkræfterne, så gemmer der sig en potentielt fængslende fortælling om en ensom sjæl, der døjer med en tyngende uvished om sin plads i verden. Og dét kan man da lige så snildt forholde sig til som en forældreløs milliardær iført et skudsikkert flagermuskostume.
Der var åbenbart lagt i kakkelovnen til en dejligt atypisk Superman-filmatisering med fokus på manden bag dragten, men desværre fylder alle disse jordbundne scener procentmæssigt så lidt i filmen, at man i stedet bør bruge promille som målestok. Snyder og manuskriptforfatteren David Goyer spoler i stedet så hurtigt igennem Supermans opvækst, hans spirende selverkendelse og hans superkræfters opblomstring, at man ikke efterlades i tvivl om, at d’herrer primært er interesserede i at vise Superman uddele tæsk – hvilket han gør igen og igen og igen, indtil man selv længes efter at blive slået bevidstløs bare for at slippe for flere computerskabte slåskampe mellem computerskabte actionfigurer, der alle føles så forbløffende kunstige, at al spænding går fløjten.
Vi har slet ikke fået opbygget nogen relation til Kent, så scenen har simpelthen ingen pondus. Bevares, jeg har aldrig været kæmpefan af Richard Donners “Superman”-film fra 1978, men uden at slække på tempoet fik den i det mindste fortalt Supermans skabelsesberetning med en reel indlevelse og en mærkbar interesse i Kents følelser. Den gav os tid til at lære ham at kende. “Man of Steel” spiser os af med fragmentariske flashbacks, der er så ultrakorte og usammenhængende, at de aldrig gør indtryk. Donner gav os også en film gennemsyret af charme og humor – klare mangelvarer i den kolde, dødsensalvorlige “Man of Steel”, der føles uberørt af menneskehænder.
Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Jeg havde ærlig talt forventet et 6-stjernet transfer, men under nogle af filmens dunkleste sekvenser (primært scenerne på Krypton under filmens første akt) har komprimeringen svært ved at håndtere grynet, som smelter sammen i underlige, unaturlige plamager og ikke ligner gryn af den spiselige, attraktive variant, man møder på mere celluloidagtige transfers. Mild banding forekommer også, men langt hovedparten af filmen ser dog fuldkommen fantastisk ud. Billedet er knivskarpt mere eller mindre fra start til slut, og detaljerigdommen er lamslående – når effektfolkene altså ikke gør billedet uskarpt med fuldt overlæg i et desperat, forfejlet forsøg på at gøre computereffekterne mere troværdige. Kontrasten er superb, farvegengivelsen ligeså, og jeg bemærkede ingen edge-enhancement.
Til gengæld har jeg intet negativt at sige om diskens DTS-HD Master Audio 7.1-mix, som er et af årets absolut bedste lydspor. Eftersom filmen er spækket med action, er lydsporet ikke overraskende enormt aggressivt og dynamisk. Allerede da de fjollede drager flyver forbi kameraet i filmens begyndelse, får man en udsøgt forsmag på de pragtfulde, naturtro panoreringer, som lydsporet er spækket med. Subwooferen får gang på gang gulvet til at vibrere, og slag, skud og eksplosioner har en vidunderlig slagkraft, men på mirakuløs vis bliver hverken replikkerne eller Hans Zimmers bombastiske score overdøvet af lydeffekterne. Lydens aktivitetsniveau stagnerer aldrig – man føler sig konstant omsluttet af velstøbte, velvalgte lydeffekter hele vejen igennem. Desuden er lydsidens solide bund dejligt tekstureret – man føler aldrig, at LFE-kanalen bare rumler højlydt. Lydsiden er uden sammenligning filmens største force.
Her er i alt tre korte dokumentarer, der går bag om filmens skabelse: I “Strong Characters, Legendary Roles” (26 min.) diskuteres Superman-mytologien, og hvorledes den nyfortolkes i “Man of Steel”. Det er egentlig en ganske velproduceret featurette, men de interviewede filmmagere og skuespillere har en til tider komisk forestilling om, hvor unik og betydningsfuld deres film er. Russell Crowe forestiller sig tilmed, at “Man of Steel” kan få nutidens unge til at spekulere mere over, hvordan vi behandler Jordens miljø. Øh…
Det klart bedste ekstramateriale på skiven er en animeret kortfilm, der er blevet skabt i forbindelse med Superman-figurens 75-årsjubilæum, og som på blot 2 minutter fornemt skildrer Supermans evolution fra 1930’ernes tegneserier over alskens tv-serier og frem til de nye, dyre Hollywood-film om stålmanden. Derudover er her en kort dokumentar om “Hobbitten”-filmoptagelserne i New Zealand (7 min.), der selvsagt intet har at gøre med “Man of Steel” og kun fungerer som en slags New Zealand-turistreklame og forlænget trailer til den kommende “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark” (filmhistoriens mest kringlede titel?). Desværre medfølger ingen af de imponerende (og misvisende) “Man of Steel”-biograftrailere, men traileren til “Pacific Rim” vises, før diskens hovedmenu toner frem. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.
Hvis “Man of Steel” ikke er årets værste film, så er den i hvert fald årets største skuffelse – en overfladisk, følelseskold stiløvelse, der tager en stor stak talentfulde skuespillere og drukner dem i slørede computereffekter. Personligt kunne jeg ikke være mere fløjtende ligeglad med den kommende “Batman vs. Superman”, når nu det er det samme filmhold, som står bag. Til gengæld glæder jeg mig enormt til det næste “Superman”-reboot. Fans af “Man of Steel” kan dog glæde sig over, at billedsiden ser næsten fejlfri ud i HD, at lydsporet er et af årets allerbedste, og at ekstramaterialet er seværdigt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet