Verden pr. stedfortræder

En af de spændende ting ved science fiction er, at man på den ene side får muligheden for at lege med tanken om “hvad nu hvis…?”, mens man samtidig indirekte kan debattere problemstillingerne, der er gældende i det samfund, vi lever i netop nu.

De to ting er netop også udgangspunktet for “Surrogates”, hvori de noget nær ultimative avatars er blevet udviklet. Her kan man anskaffe sig en såkaldt surrogat, der er en stærkere, mere udholdende og hurtigere krop, der udformes præcis efter ejerens ønske. Ejeren lægger sig blot derhjemme på briksen, mens hans alter ego tager ud i verden og dermed eliminerer enhver risiko for ulykke og mord.

Det er i hvert fald udgangspunktet for historien, hvor 98 % af klodens befolkning nu anvender disse surrogater, og verden er derfor blevet forvandlet til et sted beboet af perfekt udseende modeltyper med en lidt spøjs voksagtig fremtoning. Noget går imidlertid galt, og et mystisk mord viser sig at have dødelige konsekvenser for ejeren af surrogaten, der findes død derhjemme med hjernen smeltet ud over ledningerne. Det bliver en sag for FBI-agenten Greers, som spilles af Bruce Willis. Hans surrogat er aldersmæssigt omkring de tredive og med en stor lok blondt hår(!). Hjemme på sofaen ligger den virkelige Greers, og han er – ligesom den rigtige Willis – en midaldrende, skaldet herre. Greers plages af minderne om sin afdøde søn og lever nu i et distanceret forhold med en hustru, som han kun oplever i kunstig form.

I den nye virkelighed er kriminaliteten ekstrem lav, hvilket nok er meget heldigt, for det kan næppe være let at efterforske en sag, når samtlige involverede kan udgive sig for at være lige den, de ønsker. Den hotte blondine, man snaver med til festen, kan meget vel vise sig at være en fedladen, svedig fyr. Dermed ligner verden til forveksling de utallige internetfora, hvor folk opdigter falske identiteter i massevis. Konsekvensen af at leve sit liv gennem stedfortræder tages under behandling i filmen, men hvad, der unægtelig er en interessant præmis, svigtes beklageligvis af en film, der udvikler sig gradvist mere formularisk og ordinært, efterhånden som handlingen skrider frem.

“Surrogates” er instrueret af Jonathan Mostow, der tidligere bl.a. har stået bag “Terminator 3: Rise of the Machines”. Den film demonstrerede ikke ligefrem et stor flair for personinstruktion, og den samme svaghed viser sig i “Surrogates”. Hvad, der burde være filmens følelsesmæssige kerne – forholdet mellem Greer og hans kone – bliver i stedet til et flad sidehistorie, der aldrig bliver blot det mindst bevægende. Mostow lader i stedet til at have lagt al energien på at få den lip gloss-agtige verden til at fremstå tilpas kunstig, men rigtig foruroligende kommer den aldrig til at virke.