Suspiria
Udgivet 30. okt 2017 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
Blodrødt. Gangen lyser op. Kameraet bevæger sig roligt ned gennem gangen med balletskolens værelser på hver side. Musikken spiller. Det er creepy. Dyb bas. En lille, krybende melodi over et La la la er aldrig blevet sunget mere angstprovokerende. “Suspiria” er stil. Mesterlig stil. Det er sådan man bygger en uhyggelig stemning op. Dario Argento er tilbage i 4K.
“Suspiria” får nu repremiere i en restaureret 4K-udgave. Det har den fortjent. Argentos skaber billeder som ingen anden gyserinstruktør. Kameraføringen ikke er lige så påfaldende som i Argentos “Deep Red”. Derimod har han skruet op for æstetikken i billederne. Pang! Lyserød alle vegne. Pang! Grøn alle vegne! Pang! Pang! Pang! Uhygge skal død og pine ikke foregå i mørke, hvor nuancerne er sort med sort på. Lyserødt lys ned langs en trappe, så kan det ikke blive klammere.
Freiburg-fortællingen er ren horror. Modsat andre af Argentos 70’er-film. Krimi-elementet er væk. Det er ikke “Deep Red” eller “Fuglen med krystalfjerpragten”. Vi skal ikke finde morderen. I hvert fald ikke direkte. Mystiske mord sker, men mystikken handler mere om balletskolens hemmeligheder. Og det klæder Argento. Hans stil gjorde noget spændende ved en ganske ligetil krimi som “Deep Red”. Den gav den noget gyseligt. Den bliver perfektioneret i “Suspiria”. Argento er mere legesyg end nogensinde. En overnaturlig historie er der, hvor Argento er bedst. Det er han i “Suspiria”.
Jeg er vild med “Suspiria”. Jeg er vild med Argento. Jeg er vild med, at skuespillerne er alt for meget. Det er charmerende. Så charmerende, at uhyggen kunne nemt være udeblevet, hvis ikke det var for billederne og lyden. Det er her, Argento stråler. Det er uhyggeligt. Det er klamt. Det er fedt. Rød gang: La la la la la, WITCH!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet