Beyond
Udgivet 13. apr 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
En af svensk films ægte divaer, skuespilleren Pernilla August, debuterer flot i instruktørstolen med det fine familiedrama “Beyond”, der er baseret på Susanna Alakoskis bestseller “Svinestierne” fra 2007. I øvrigt en meget bedre titel end den klodsede engelske, som filmen kommer til Danmark med.
Leenas svære opvækst i Ystads sociale betonbyggeri i start-70’erne, også kaldet “Svinestierne”, fortælles i en lang række flashbacks, der langsomt og effektivt nærmer sig kernen til mor og datters fremmedgørelse. Leenas forældre er begge finske indvandrere på bunden af samfundet, der kæmper for at få familielivet med Leena og lillebroderen Sakari til at hænge sammen. Men de drikker også. Nogle gange for meget. Og så fyger både lussinger og eder gennem den lille lejlighed. En nedadgående spiral, som Leena gør alt for at bryde. Og som man som publikum holder vejret med en knude i maven til, alt imens elendighederne udspiller sig nøgternt for øjnene af en.
Noomi Rapace har et ansigt, man bare aldrig bliver træt af at kigge på. Den lille, sammenbidte mund, de misundelsesværdigt, høje kindben, det ravnsorte hår og så selvfølgelig de enorme mandelformede, brune øjne. Et ansigt, der indprentede sig i de flestes bevidsthed med filmatiseringen af Stieg Larssons “Millennium”-trilogi, men som danske Simon Staho ophøjede før virakken i det smertelige mor-datter-drama “Daisy Diamond”. I “Beyond” fastholder Rapace med det mystiske ansigt og den androgyne krop fortællingens dramatiske nerve i et jerngreb. Konstant afsøger man hendes øjne for en smule medlidenhed med den ynkelige mor i hospitalssengen eller antydningen af et smil til de to døtre, der ikke helt forstår situationens alvor. Hun er en skrøbelig kvinde på randen af fornuft og sammenbrud, som man bare har lyst til at give et forstående kram og sige ”det går nok” til.
“Beyond” er sensibel og rørende i sin hjerteskærende fortælling om social udsathed og familiesammenhold. Men som modvægt til elendighed, armod og bitre minder lader Pernilla August heldigvis anstrøg af humor titte frem også. Et pusterum. Et stærkt og ærligt kvindeportræt fra August, der har begået en imponerende flot instruktørdebut.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet