Overraskende hæderlig

Vi har ikke nogen konkurrencer for værste filmtiteloversættelser herhjemme, men måske burde man overveje at indføre dem. Hvis det skulle blive aktuelt på et tidspunkt, så vil jeg gerne nominere “Baby Surprise” til årets kikser, for det lyder i hvert fald ikke som en film, jeg nogensinde kunne få lyst til at se.

Det ville imidlertid være synd, for bag det uindbydende navn gemmer der sig faktisk en ganske glimrende komedie. Filmen, som oprindeligt hed “The Switch”, inden titlen blev oversat til den nuværende og ikke ligefrem meget mere danskklingende udgave, starter imidlertid med en temmelig usandsynlig serie forviklinger, der til forveksling ligner en variant af “Knocked Up”-konceptet. Den 40-årige single Kassie, spillet af Jennifer Aniston, hører naturens ur nærme sig sit sidste slag og beslutter sig for at få et barn – mand eller ej.

Dette driver imidlertid hendes ven Wally i skikkelse af Jason Bateman til vanviddets kant. Han er en indadvendt og lettere neurotisk anlagt størrelse og har aldrig fået taget sig sammen til at erklære Kassie sin kærlighed, og skuffelsen over det samt at det ikke er ham, Kassie ønskede som barnets far, nager. Han drikker sig derfor fra sans og samling, men kommer ved et uheld til at vælte bægret med donorsæd omkuld. I en blanding af fuldskab og panik beslutter han sig derfor selv for at fylde beholderen op, men husker dagen derpå intet af, hvad der er sket.

Syv lange år senere mødes Kassie og Wally imidlertid igen, men da Wally træffer Kassies søn, undrer hans sig over de mange træk, han har tilfælles med drengen, og sagens rette sammenhæng begynder langsomt at gå op for ham. Derved bliver filmen også en kærlighedsfortælling i to henseender, eftersom vi både følger Wallys romantiske interesse i Kassie, men også hans opdagelse af sønnen, som selvsagt kommer til at få en afgørende betydning for hans opfattelse af tingene.

Den romantiske side af historien er imidlertid en temmelig triviel størrelse, hvor handlingen konstant lige hitter på endnu en grund til, hvorfor at Wally nu heller ikke får fortalt sandheden i denne omgang, og hvor han må se sig udfordret af en rival, der som en anden præmietyr også er det perfekte stykke mandfolk, som Kassie i sin tid udvalgte som faderen til hendes barn. Det hele kulminerer selvsagt i den sædvanlige kærlighedserklæring foran en gruppe fremmede på det mest upassende tidspunkt tænkeligt. Hvad der imidlertid får filmen til at fungere og hurtigt stjæler opmærksomheden fra de trivielle romantiske prøvelser er det spirende far-søn-forhold, som udvikler sig ganske rørende. Drengen viser sig at have et tungsind ikke ulig faderens med en indadvendt og eftertænksom personlighed og bliver derfor også et friskt pust i forhold til de endeløse filmbørn, hvis kvaler altid løses med en vunden pokal.