Jagten på det gode

En af Hollywoods bedst betalte skuespillere, Will Smith, sikrer store kassesucceser som senest “Hancock” og “Hitch”. Men når den tidligere Fresh Prince ikke spreder dating-tips og smadrer ind i bygninger som slidt superhelt, er der trods alt også tid til knap så spektakulære film. Den italienske instruktør Gabriele Muccino har således for anden gang inden for to år lokket den amerikanske publikumsmagnet med i mere jordnære dramaer end hele Smiths øvrige karriere.

Ben Thomas lever ud af sin kuffert på et billigt motel og undgår helst at tale med sin bror, der ofte ringer. Gennem længere tid har han udvalgt sig en gruppe mennesker, han ønsker at hjælpe videre på vej i livet, men for at sikre sig, at de virkelig behøver hjælpen og fortjener den, overvåger Ben kandidaterne både på afstand og gennem direkte kontakt. Han bruger dog langt det meste af tiden sammen med Emily Posa, som han også overvåger, men hun får aldrig indblik i Bens fortid, hvilket skaber problemer, da Emilys helbred forværres, og Bens bror en dag finder frem til ham.

“Syv liv” er en af de film, der allerede fra første færd præsenterer en bid af slutningen og derefter serverer historien forfra. Det er selvfølgelig set mange gange før, men det fungerer ikke desto mindre upåklageligt. Muccinos drama spinder rundt om den mystiske Ben Thomas og hans motiver for at hjælpe fremmede mennesker i nød tilsyneladende uden bagtanker. Ben Thomas har ikke altid været fuldtidssamaritaner. Tilbageblik forklarer, at han har arbejdet som succesfuld raket-ingeniør, men kører nu rundt som medarbejder for skattevæsnet. Næsten ingen ved noget om Bens fortid, og dem, der gør, får ikke lov at tale. Små krummer strøs ud, og i ægte “Hans og Grete”-stil stiger spændingen, som historien udfolder sig.

I “Jagten på lykke” fra 2006 beviste instruktør Muccino og Will Smith, at en ofte brugt actionskuespiller godt kan bruges til andet end at redde verden gentagne gange. Will Smith behersker også det klassiske drama, og i Emily Posa, spillet af Rosario Dawson, har han en velfungerende sparringspartner. Sidst, Rosario Dawson og Will Smith spillede overfor hinanden, var i den skuffende efterfølger med de sortklædte agenter i “Men in Black II”. Der er dog intet skuffende over de både skrøbelige, kærlige og til tider hjerteskærende scener, som Smith og Dawson formår at fremtrylle i “Syv liv”. Der er noget befriende og usagt i samspillet mellem karaktererne Ben og Emily, der vejer op for en ellers tung og alt for grov symbolik i handlingen. En Grand Danois-hund, der afspejler Emilys helbredstilstand og visse passager hen mod slutningen, bliver nemme klichéer, der sikkert så godt ud på papiret, men viser sig ret irriterende på lærredet.

Angello Milli har med vilje komponeret det centrale musikalske tema, så det bevidst gentagne gange rammer en skæv tone. Det er provokerende tydeligt og et modigt, smukt og passende valg til filmens bittersøde stemning. Ben finder det gode i mennesket i en blind mand spillet af Woody Harrelson, men bliver uheldigt overrasket af en egoistisk plejehjemsbestyrer. Det gode og det onde, det smukke og det grimme kommer ofte i forklædning, og her fungerer Millis musik sublimt. Men filmen er desværre også plastret til med kendte sange af bl.a. Nick Drake og Muse. Utvivlsomt gode sange, men de er stilforvirrende. På samme måde taler Ben om sit liv i voice-over, men kun ganske få gange og ret tilfældigt. Et rodet filmsprog forhindrer dog ikke Muccino i at fastholde fokus på det centrale livsbekræftende tema i filmen.