Helt til hest

“Øv, nu forsvinder den fordel i Bezzerwizzer!”, surmulede en veninde til mig, da vi talte om den kommende danske film, “Tarok”. Hun hentydede til, at kendskabet til den eneste danske travhest, der har vundet noget af betydning, nu ikke længere er eksklusivt for nogle enkelte få, da filmen om hesten Tarok og familien Laursen formodentlig bliver årets mest sete danske film. Nøjagtigt som det skete med instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis’ forrige film, “Hvidsten gruppen”. Den lærte ligeledes hele Danmarks befolkning om en modstandsgruppe, som – hånden på hjertet – de færreste nok kendte til på forhånd. Sådan bliver vi alle sammen, takket være Bjarup Riis, hele tiden bedre til Bezzerwizzer.

Desværre er udbyttet af 2 timer og 15 minutter i selskab med Tarok, familien Laursen og Anne-Grethe Bjarup Riis ikke meget andet end svaret på quiz-spørgsmålet om den succesfulde danske hest. Det skulle da lige være kronisk himmelvendte øjne. “Tarok” er nemlig en håbløst uinteressant film overproppet med uhørt trivielle familiekonflikter, der serveres på mest uinspirerende og rutineprægede Morten Korch møder Lille Per-facon. “Tarok” har dog hverken krybskytter eller legetøjselefanter på hjul, men derimod sirupstykke familieidylliske scener fra dengang Poul Reichhardt var ung, og gode gamle Danmark endnu ikke var gået af lave. Kogt ned til nostalgi-benet lyder plottet: Søn vil gerne have fars anerkendelse, far er streng, og konerne følger hvileløst efter i baggrunden.

Historien om familien Laursen, der op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne modvilligt oplever, hvordan maskiner og modernitet erstatter landbrug og traditioner, kunne for så vidt have været rigtig spændende. Hesten Tarok er det, der binder faderen Karl sammen med sønnen Jørn, fordi Jørn har lovet sin far og sin afdøde bror, at han altid vil være der for familien. Men Bjarup Riis udnytter ikke mulighederne i dette set-up. Hun har alt for travlt med igen og igen bare at vise, hvor uhørt ufølsom og streng en far Karl er, og omvendt hvor velmenende og hårdtarbejdende en søn Jørn er.

Man kunne fristes til at sige, at alt andet i filmen tjener til at lave denne pointe. Jørns kone er utilfreds med, hvor meget hun selv må stå for og viser således, hvor svært det er for Jørn. Karls kone forholder sig helt passivt, inden hun har sit obligatoriske “nu-tager-jeg-min-søn-i-forsvar”-udbrud, og er på denne måde med til at tegne billedet af Karl som den strenge patriark. Jørns afdøde bror, Vagn, var det ældste barn og dermed også Karls yndling. Vagn spøger derved som en karakter, der udgør det ideal, som Jørn stræber efter, og som Karl savner.

Selv hesten Tarok tjener ikke andet formål end at være det medium, hvorigennem kampen mellem far og søn kæmpes. Vi får ikke en fornemmelse af forholdet mellem Jørn og Tarok, hvilket også vil sige, at vi ikke selv får et forhold til Tarok. Det eneste, vi får, er en film, der uden nuancer fortæller en klassisk historie om forholdet mellem en søn og en far. Det er dovenskab, og det kommer til udtryk i alle facetter af “Tarok”. Fortællingen bevæger sig slavisk fremad med store, uudtalte spring i tiden, og birollerne er alle reduceret til karikerede oneliners, der bare skal definere, om vi har at gøre med en af de gode (jyderne) eller en af de onde (hvilket vil sige en københavner, en franskmand eller andet ikke-jysk).