De gode og de onde

Problemet med filmiske afbildninger af den virkelige verden er, at den er et kompliceret sted med meget uklare skurke- og helteroller. Det kan på mange måder gøre verden svær at behandle i budskabsdrevne historiefortællinger – medmindre man altså kapper leddet til realiteterne og fylder handlingen med lutter stereotyper.

Emmanuele Crialese vil imidlertid både blæse og have mel i munden. Han vil både fortælle en global opdragende historie, der skal vække os til handling og barmhjertighed, men han vil samtidig også gerne lave en lille intim, socialrealistisk fortælling, som beskriver en gruppe virkelige menneskers dagligdag. At få de to ender til hænge sammen er en vanskelig opgave, og det gør også “Terraferma” mere kluntet, end den behøvede at være, når det nu ellers er en sympatisk fortælling, der diskes op med.

Ordet “Terraferma” betyder efter sigende fastland, men filmen foregår ikke desto mindre på en ø, der ligger syd for Sicilien. Her bor en lille tæt familie, hvis overhoved er den 70-årige Ernesto, som stædigt holder ved det fiskeri, familien tidligere har overlevet på, selvom tiderne er skiftet, og det er en døende forretning. Hans 20-årige barnebarn, Filippo, hjælper til på fiskekutteren, men skæver også til onklen, der har betydeligt mere succes med de turister, der er en stigende og mere lovende indtægtskilde for øen. Øens beboere plages imidlertid også af de skibe fulde af illegale nordafrikanske indvandrere, der kommer i håb om en bedre fremtid. Ifølge loven er det strengt forbudt at hjælpe dem, men hvordan kan man med god samvittighed vende ryggen til mennesker i nød?

“Terraferma” kommer med hæder fra Venedig Filmfestivalen, hvor den løb med juryens særpris, samt UNICEF-prisen, og ikke mindst sidstnævnte er det let at se, hvorfor den fik, for filmen er gennemsyret af opbyggelig moral. Det er der jo som sådan ikke noget i vejen med, men meget entydige budskaber og kunst går nu en gang umådeligt dårligt i spænd med hinanden, og i perioder føles den mere som et stykke propaganda. Figurerne er alle karikaturer. De gamle fiskere er per definition gode, politimesteren er et tarveligt svin, og onklen er et afskyeligt menneske, der lefler for turisterne og oven i hatten er udstyret med et par latterlige badebukser, så vi ikke skal blive i tvivl om, at han er en ækel herre.

Stærkest er filmen i de perioder, hvor handlingen får lov til at udfolde sig frit, og ikke mindst en natlig bådtur, hvor et stævnemøde bliver afbrudt af svømmende flygtninge, er en stærk scene, netop fordi den føles rå og upoleret. I panik over hoben af nødlidende flygtninge, der pludselig søger om bord på den lille sejlbåd, bliver Filippo desperat og slår de hjælpeløse fingre væk med en åre. Det er væmmeligt og skamfuldt at overvære – men netop også stærkt og grusomt troværdigt af samme årsag.