Thanks for Sharing
Udgivet 13. nov 2013 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Det er kun lige en uge siden, skuespiller/instruktør/manuskriptforfatter Joseph Gordon-Levitt leverede et forfriskende bud på, hvordan den romantiske komedie kunne gå hånd i hånd med et ganske alvorligt emne som porno/sexafhængighed i sin flabede “Don Jon”. Førstegangsinstruktør Stuart Blumberg kommer i “Thanks for Sharing” langt fra så godt fra land med sit forsøg. Filmen løber spidsrod mellem det tåkrummende sjofelt-komiske og et oprigtigt sexafhængighedsdrama, der åh-så-gerne vil bryde tabuer. Han formår aldrig at få de to ulige størrelser til at føles som én film.
Den unge læge Neil kan ikke engang klare sig igennem én enkelt dag uden at falde for fristelser. Han tvangsmasturberer og gnider sig op ad kvinder i metroen. Klam fyr. En enkelt sexafhængig kvinde møder vi også i skikkelse af popsangerinden Pink. Hun kan kun relatere til mænd gennem sex. Da Adam møder Gwyneth Paltrows både sjove, intelligente og sexede Phoebe, tør han efter mange års afholdenhed kaste sig ud i et forhold igen. Men det er ikke sådan lige til, når man gemmer på så mørk og skamfuld en hemmelighed.
Tonen skifter konstant fra scene til scene. Josh Gads karakter er både den mørkeste (han er 50 kilo for tung, klynger sig til sin enorme samling af porno og filmer op under chefens nederdel), men leverer samtidig også fin fysisk humor som storsvedende, tyk mand på fixie-cykel i New York (farligt!). Det forvirrer ud over alle grænser, at man aldrig er helt klar over, hvorvidt en person er sjov eller en sørgelig skæbne. Ruffalos Adam render på et tidspunkt ind i en gammel flamme. Ikke bogstaveligt talt, for kvinden er i virkeligheden ret så ung. Først er det bare akavet og lidt småpinligt, fordi han er på date med Phoebe. Der griner man af den påtrængende unge kvinde, der ikke vil lade parret kissemisse i fred. Det viser sig senere, at hun har fantasier om at blive voldtaget af far og oven i købet er suicidal. Ha, ha, ha…?
Stuart Blumberg har haft lidt for meget på hjerte i forhold til, hvad formatet i “Thanks for Sharing” kan klare. Enkelte scener og ideer er sjove eller giver seriøs eftertænksomhed. Men hver for sig. Aldrig sammenstillet. Balancegangen de to genrer imellem er simpelthen for svær for den debuterende instruktør. Dertil lider filmen også under et mylder af karakterer og sidehistorier. Alt for mange til at gengive her, faktisk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet