Du har sikkert hørt om Marvel Cinematic Universe, der midlertidigt ender i næste uge med “Endgame”.

I denne uge står den derimod på Conjuring Cinematic Universe. Gyserverdenens førende franchise fortsætter.

James Wan har med sit Conjuring-Verse udvidet horisonten for horror. Det hele hænger sammen. Fra “The Conjuring” over “Annabelle” til “The Nun”. Nu udvides CCU igen.

Dette næste kapitel glider perfekt ind i franchisen. Skabt fra en vinderformel. Ligesom med MCU.

Og hvorfor ændre en vinderformel?

Det spørgsmål har næppe været til diskussion i optakten til historien om den forbandede, grædende kvinde.

For “The Curse of La Llorona” ændrer intet ved Conjuring-Verse. Formlen fortsætter.

Der er uhyre effektive jump scares.

Sådan nogle, der leger med forventningen om, hvornår det uundgåelige genfærd siger bøh!

Som da pigen Samantha hører en grædende kvinde ved familiepoolen. For det gør hende den uhyggelige. Hun græder.

Men der er ingen bag plankeværket. Så slår hun paraplyen ud. Der står hun. Det grædende genfærd. Set igennem den gennemsigtige paraply.

Paraplyen foldes samme igen. Nu er hun væk. Fuck.

Der sidder jeg alene med mine nerver og venter. På det uundgåelige. BØH!

Og så er det forfra. Ny scene. Ny opbygning. Igen og igen. Det varierer. Fuck.

Når den slags gys er udført, som tilfældet er i stort set alle Conjuring-Verse-kapitler, er det nærmest umuligt at klage over. Hoppet i stolen er højt.

De uhyggelige tricks er dermed tjekket af i vinderformlen.

Og meget mere kan tjekkes af: Genfærd i klam-hvid kjole. Tjek. Smækkende døre, der kan åbnes og lukkes, når det passer ind i historien. Tjek. Og en shaman-type, der hjælper med uddrivelsen af dæmonen. Tjek.

Efter gotisk overtydelige “The Nun” er vi igen tilbage i det sårbare hjem – dejligt befriet fra munkekor til at vejlede mig til gys.

Og hey! Var det et loft, der blev introduceret? Mon ikke vi skal ende der? Der er jo ikke en kælder.

Nu bliver det for meget. Det begynder at blive alt for sikkert. Der bliver ikke taget chancer. Overhovedet.

Hvorfor er det ikke lige så fedt som startskuddet, “The Conjuring”?

Det skyldes den urimeligt dumme logik, der hersker i denne afdeling af CCU.

Den stakkels familie med enlig mor og børn bliver på skift trukket gennem grædekonens uhyrligheder. Uden at sige ét ord til hinanden.

Det virker bare ulogisk, at den idylliske familie ikke siger noget til hinanden. Det plejer de i CCU.

Og hvorfor forsøge at få fat i en dukke ude på verandaen, når du befinder dig i voldsom genfærds-bombardement af dit hjem og udtrykkeligt har fået at vide, at du ikke må krydse linjen. Seriøst?

Familierne har sgu været klogere. Det her er for dumt.

Det kan dog ikke siges om formlen bag “The Curse of La Llorona”. Den virker igen: Gys, gys og gys. Bøh, bøh og bøh.

Derfor er det en forudsigelig vinder, der nu gerne snart må forny formlen. Må jeg foreslå “Infinity Nun”?