The Equalizer 2

InstruktionAntoine Fuqua

MedvirkendeDenzel Washington, Pedro Pascal, Bill Pullman

Længde121 min

IMDbVis på IMDb

I biografen16/08/2018

Anmeldelse

The Equalizer 2

3 6

 

Robert McCall er tilbage. Lektier skal læres. Træf et valg. Gør det rette. For ellers. Der er regnskaber, der skal udlignes.

 

Jeg kunne godt lide den rå og brutale vold i den første. Den gentager Denzel Washington med de helt særlige evner, som han har til fælles med Liam Neeson, Keanu Reeves og alle de andre ene actionmænd, der tæver de mange slemme drenge.

 

Denzels equalizer er dog blandt de mere voldelige og voldsomt opfindsomme af de mange actionmænd på markedet.

 

Her er lige fra nakkeskud på en uskyldig kvinde fra skurkene til Robert, der pløkker en harpun igennem øjet på én og sprænger maven helt åben på en anden. Det er dejligt råt.

 

Men det bliver samtidig også en irriterende svaghed. Ligesom i den første film, hvor den russiske mafia i New York skulle udryddes.

 

Robert prædiker nemlig stadig at gøre det rette. Undtagen når det er ham selv. Så er brutalt udligningsmord helt ok.

 

Måske skulle han alligevel bare have lavet en Batman og slået dem ud? Så ville hans moralske kompas måske også pege i én retning.

 

Det er igen en ung, der skal reddes fra underverdenen. Ligesom med den tvangsprostituerede Alina, der skulle skubbes i musikkens retning – væk fra de dumme russere.

 

Denne gang er det tegneren Miles, der skal holdes væk fra bandemiljøet og følge den kreative vej. Han vil gerne være gangster og hævne sin brors død.

 

”Come on killer!” siger Robert. Miles skal lære, at det er forkert at dræbe. Medmindre man er The Equalizer. Så er det ok.

 

I den første film var der kedelige etablering af Robert, vennerne i byggemarkedet og forholdet til Alina. Uden action. Kun snak om at blive til den man gerne vil være og “Den gamle mand og havet”. Gab.

 

Nu er det ikke kedeligt. Robert er nemlig allerede smaddermand.

 

Det slås fast i starten, hvor Robert henter en lille pige hjem til sin mor fra et tog i Tyrkiet. Der er knald på. 1-0 til “The Equalizer 2”.

 

Desværre skal det gentages flere gange, at Robert forsvarer den lille.

 

Robert fragter et voldtægtsoffer hjem. Derefter vender han selvfølgelig tilbage og straffer rigmandsdrengene, der puttede noget i hendes drink.

 

Jeg kender godt hans retfærdighedssans. Det lærte jeg i den første med afpresningerne fra de korrupte betjente. Det skal ikke skæres ud i pap igen. Derfor bliver voldtægtshævnen ligegyldig. 1-1.

 

Så er der det med motivationen i regnskabet. Første gang tog Robert kampen op mod hele den russiske mafia. På grund af én pige. Det virkede overilet.

 

Nu tager han kampen op mod professionelle lejemordere, der myrder én tæt på Robert. Nu er det personligt. Og en bedre motivation. 2-1.

 

Og så er der selvfølgelig det uundgåelige sidste showdown med skurk og håndlangere. Den russiske mafia blev myrdet i Silvan med wire, glas og boremaskiner. Kreativt og mega fedt.

 

Nu bliver de kun myrdet med knive, bomber og maskingeværer. Øv. 2-2.

 

På den måde ender “The Equalizer 2” helt lige med sin forgænger. Til trods for små sejre og nederlag. De deler ligheder og har sine forskelle.

 

Det er mere af det samme. På både godt og ondt. De udligner hinanden.

 

The Equalizer 2 anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer