Det er tydeligt allerede fra det første fiskeøje-forvrængede billede.

Det her er noget helt andet.

For selvfølgelig har den græske filmgalning Yorgos Lanthimos ikke lavet et konventionelt og støvet periodedrama med andægtig respekt for den historiske akkuratesse.

“The Favourite” er et grotesk, humoristisk overflødighedshorn; fornemme, hvidpudrede mænd med puddelparykker og kindrødt spankulerer flamboyant omkring med deres hurtigste væddeløbsand under armen, mens de knapt så høviske herrer hiver sig i pikken og skider i gaderne; hofballerne er tættere på “Soul Train”-kædedans end kedelige kvadriller, og på magtens tinder står der en dobbeltseng, hvor to kvinder kæmper om dronningens gunst med skarpe tunger, der stikker og slikker efter behov.

Det er “En kongelig affære” som grusom, sort komedie.

Olivia Colman indtager rollen som den sygelige regent dronning Anne, der er alt for plaget af sin sorg og sin podagra til at passe sine royale forpligtelser. Så hun lader sig styre af Rachel Weisz’ Lady Sarah, der som en anden Struensee udnytter dronningens fortrolighed til at fremme sin egen politiske dagsorden – hævede skatter og flere penge til at fortsætte krigen imod Frankrig.

Hun kontrollerer den stakkels dronning med en veldoseret blanding af kys og fornærmelser, indtil hendes engang adelige kusine tropper op i en sværm af lortefluer og søger stilling ved slottet.

Emma Stone spiller den faldne Lady Abigail, der ser chancen for at genvinde sin sociale status ved at indynde sig hos dronningen.

Konfrontationerne mellem de to rivaler sætter nye standarder for sirlige spydigheder og ondskabsfulde underfundigheder.

I det hele taget er sproget i “The Favourite” en fantastisk sjov blanding af det krasse og pompøse.

Eksempelvis bliver en mand ikke bare liderlig eller forelsket. Nej, han bliver ligefrem ‘cunt-struck’ – sikken vidunderligt floromvunden vulgaritet!

På billedsiden flakker stearinlysene smukt i de overdådige omgivelser som i Stanley Kubricks “Barry Lyndon”.

Ligner det et kort sekund et kostumedrama, som vi kender dem, er Lanthimos hurtig til at finde fiskeøjelinsen frem og minder om, at han ikke er historielærer på VUC, men en af tidens mærkeligste, mest ubekvemme filmmagere.

Hvad pokker skulle man eksempelvis stille op med gennembruds-filmen “Dogtooth“, hvor en voksen søskendeflok blev holdt indespærret af deres forældre, der havde forvansket deres virkelighedsopfattelse så meget, at deres sprog knapt nok gav mening – blomster var zombier, salt var telefon, og en kusse var en meget stor lampe. En pervers, sadistisk joke af en film.

Ligesom “The Lobster“, hvor de kronisk enlige blev forvandlet til dyr af staten som straf for deres manglende evne til at finde en partner.

Og hans forrige, “The Killing of a Sacred Deer“, hvor en kirurgs familie måtte lide en voldsom skæbne som en slags syg, guddommelig hævn over hans dødelige fejloperation.

Der er aldrig langt fra det sjove til det sadistiske i Lanthimos’ universer.

Og når Olivia Colman sidder på gulvet og kæler barnligt med sine sytten kaniner – en for hvert barn, hun har mistet – så får de komiske rænker pludselig et såret hjerte i deres midte, og latteren begynder at kradse lidt ubehageligt i halsen.

“The Favourite” er hverken ordentlig eller oplysende, som periodedramaer er flest.

Den er noget er helt andet.