O at være en høne

Frank Jæger sagde det så smukt. Vi har altid kigget misundeligt på dyrene og deres simple liv, befriet for tungsind og jag. Og hvis man ikke kan blive en høne eller en hund, kan man så i det mindste ikke blive en anden? Sådan at forlade sit triste selv og genskabe det i en ny og bedre udgave er en arketypisk menneskelig stræben, der også er grundlag for langt de fleste film. En udviklingsrejse, der nu bliver reformuleret af Yorgos Lanthimos, som med “The Lobster” blander dyredrømmens nonsens med Hollywoodsk kærlighedshistorie og som ender sit helt eget, syrede sted.

I en uspecificeret fremtid kan man nemlig få opfyldt det Jæger’ske høneønske. Enlige, der ikke på 45 dage kan finde sig en ny mage, bliver transformeret til et dyr efter eget valg. Den fraskilte David har besluttet sig for hummeren på grund af dens lange levetid og brunstperiode. Han indlogeres med andre triste skæbner på datinghøjskolen fra helvede, ledet af en kølig forstanderinde, der skiftevis optræder med smægtende kærlighedssange og afstraffer onanister med en brødrister til de slemme fingre. Olivia Colman er morsom som ansigtet på et bizart embedsværk, der har systematiseret datingscenen i ekstrem grad.

Det skaber tableauer af barok komik næsten som hos Roy Andersson. Begge fungerer netop, fordi de absurde situationer kommer virkeligheden så nær. Genkendelsen rammer hårdt i billederne af mennesker, der desperat leder efter den eneste eller i det mindste en, man har noget tilfælles med. En mand, der konstant banker hovedet ned i bordet for at score pigen med næseblod, er langt ude, men er det så meget anderledes end datingsider for nøddeallergikere, trekkies eller folk med den samme kønssygdom?

Kærlighed og smerte følges ad. Og det bål hælder Lanthimos benzin på igen og igen. Først bliver David kæreste med en psykopatisk voldsdame (en af Lanthimos’ hofskuespillere, Angeliki Papoulia) fulgt af både blod, tårer og mishandling af børn og dyr. Bagefter flygter han ud i skoven og bliver forelsket i en af de omstrejfende singler, hvis eneste lov er: kærlighed er forbudt. “The Lobster” spejler nærmest sig selv i en anden halvdel, hvor Lea Seydoux er den straffende overkvinde og Rachel Weisz den milde modpol til Papouilas vanvid.

Konstanten er David som Colin Farrell giver en understrøm af stiltiende accept af Lanthimos forrykte, umenneskelige cirkus. Han har ikke en stor filmisk transformation i sig, det virker næsten, som om det med hummeren er forandring nok. Farrell er god til at gøre David halvhjertet og uendeligt langsom, men sympatisk nok til, at vi holder med ham. Lanthimos maler ikke et stort drama op for dem, men lader karaktererne vente sløvt på at slå til med voldsom effekt. “The Lobster” er sjov, indtil den pludselig ikke er det, og blodet flyder på skærmen og stivner i mig.