The Girl in the Spider’s Web
Udgivet 31. okt 2018 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Behøver verden en kvindelig James Bond? Næ. Hvorfor det? Vi har jo Salander. Lisbeth Salander.
“The Girl with the Dragon Tattoo” fra 2011 til den nye “The Girl in the Spider’s Web” er nemlig ikke kun et skifte fra forfatter Stieg Larsson til David Lagercrantz og fra instruktør David Fincher til Fede Alvarez. Det er også et genreskifte.
Finchers filmatisering af Larssons første Millennium-roman var en whodunit-krimi. Hvem gjorde det? Hvem var de mænd, der hadede på kvinder?
Det skulle Daniel Craig som journalist-detektiven Blomkvist finde ud af med assistance fra punk-hackeren Salander, som dengang blev spillet af Rooney Mara.
Hun skulle #MeToo-hævne på de hadefulde mænd længe før #MeToo. På morderiske Martin Vanger, på kapitalistiske Wennerström og på voldtægtsmanden Bjurman, der fik sig en tatovering, jeg aldrig glemmer.
Det var ondt, mørkt og intimt. Glem det.
For nu springer Lisbeth Salander ud som en regulær Jane Bond, der redder verdensfreden fra en superskurk klædt i rødt. Krimi-kastellet er sprængt – tilbage er en fuldblods action-thriller, hvor der i den grad leges med ilden.
I “The Girl in the Spider’s Web” er kvinden ikke længere et offer for manden. Her er hun helt, hævner, skurk og magt, imens manden er forvandlet til hjælper eller skvat, der skal reddes af den nye Salander, som spilles af fremadstormende Claire Foy.
Hun er i centrum for en ny skabelsesberetning til Salander i “Bond”-stilen fra “Skyfall” og “Spectre“, hvor skurken altid rimer på familie.
Og hvor det løbske Firefall-våbensystem blot er en belejlig MacGuffin for Salander til at hacke og haste af sted i hurtige biler, hvis hun da ikke lige tager sig en “Bond”-pause med en lækker blondine. Dét er ægte ligestilling!
Det hele sat i et metropol-stort Stockholm, hvor isen holder – både for ‘red-verden’-plottet og Salanders motorcykel, når hun racer væk fra politiet og efter forbryderorganisationen The Spiders, der vil alt det onde på grund af noget i barndommen. Ligesom med James Bond.
Dog er familie-forviklingen ligesom i “Spectre” ikke afviklet udpræget elegant.
Sort/hvidt og symbolsk fikser Fede Alvarez den del med et spil skak imellem to piger; en brunette og en blondine samt et fotografi revet itu. Det lever jeg med.
I stedet glæder jeg mig over, at #MeToo-hævneren, der hævner sig på mænd, nu har udviklet sig til Lisbeth Salander, der redder verden.
James Bond kan ikke gøre det ene mand.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet