The House That Jack Built

InstruktionLars von Trier

MedvirkendeMatt Dillon, Uma Thurman, Bruno Ganz

Længde155 min

IMDbVis på IMDb

I biografen29/11/2018

Anmeldelse

The House That Jack Built

4 6

 

Det handler om tallet 12. Lars von Trier har skabt 12 biograffilm før “The House That Jack Built”, der er en kommentar på og til de 12.

 

Vi følger nemlig seriemorderen Jack over en periode på 12 år. De 12, der formede ham til den kunstner, han selv synes, han er.

 

Jack bliver blandt andet formet af mordet på en mor til to små drenge i en scene, der fik to af mine kolleger til at udvandre fra filmen.

 

Inden mordet spørger han kvinden, hvad hendes yndlingstal er. 12, svarer hun.

 

For Lars von Trier elsker alle sine 12; fra den stift kunstlede “Forbrydelsens element” over dogmerne i “Idioterne” og stregerne i “Dogville” til den løsere stil og diagnoserne i “Antichrist” og “Nymphomaniac”.

 

“The House That Jack Built” er også en diagnosefilm. Af Trier selv. Han ér Jack.

 

Han fortæller sin historie til den mystiske Verge spillet af Bruno Ganz – manden, der var og forstod Hitler i “Der Untergang”. Utvivlsomt en stikpille til Cannes, som bortviste instruktøren efter et “Melancholia”-pressemøde, hvor Trier erklærede forståelse for Hitler.

 

Denne gang er det så Verge/Bruno Ganz/Hitler, som drillende forsøger at forstå Jack/Lars von Trier.

 

De første mord er kendetegnet ved OCD, tvangstanker og rengøringsvanvid. Det hele skal være rent og perfekt, hvorfor Jack forsøger at vaske alt blodet væk fra gerningsstedet.

 

Sådan var de første Trier-film som “Forbrydelsens element” og “Europa” også. Pæne og perfekte, men med tiden er han blevet mere ligeglad, mere afslappet, næsten sjusket. Det samme kan siges om Jack.

 

Han bærer det ene lig efter det andet åbenlyst ud af den røde varevogn, som han ikke orker at skifte ud, og ind i kølerummet, hvor han udstiller trofæerne – lidt som en fucked fætter til “Dexter”.

 

Men er det virkelig kunst at dræbe kvinder og børn? Er det ikke bare en dårlig undskyldning? Det spørger lytteren, Verge, dræberen, Jack.

 

Han kalder ham også narcissist, intelligent, psykopat og vulgær. Det er samme spørgsmål, diagnoser og betegnelser, der er blevet sendt Triers vej siden debuten i 1984. Det er Trier i drillehumør.

 

Det er også en Trier, der driller på den lidt for samme måde som i “Nymphomaniac” – den hidtil sjoveste – hvor en scorekonkurrence i et tog blev sammenlignet med fluefiskeri.

 

Sådan drilles der også i “The House That Jack Built”. En lektion om forrådnelse af lig fører absurd naturligt til en leksikal forklaring på, hvordan man laver dessertvin.

 

Det er den samme type afsporing – digressioner om man vil – som i “Nymphomaniac”, hvilket giver “The House That Jack Built” en “Manderlay”-følelse.

 

“Manderlay” var den fremragende næste Trier-film efter “Dogville”. Igen med kridtstreger i stedet for vægge. Sorte i stedet for hvide. Det samme, men lidt anderledes.

 

“The House That Jack Built” er også lidt for meget det samme som “Nymphomaniac”. Oplevelsen er tryg og komfortabel, hvilket ikke burde retfærdiggøre en udvandring.

 

Det er Triers opsamlingsplade med et par nye hits, men mest en opsummering af hele karrieren. Af de 12, der nu bliver til 13.

 

Men 13 bliver altså aldrig mit yndlingstal, Jack… Hvad skal du med den jagtriffel? Hvorfor sigter du på mig!? Læg den!! Lars!?!

 

The House That Jack Built Lars von Trier anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer