”The Last of Us” er uden tvivl et af de bedste spil, jeg nogensinde har spillet. Det er det eneste spil, jeg har spillet nok gange til, at jeg ikke længere har styr på, hvor mange gange, jeg har gennemført det. Og på trods af dets utvivlsomme kvalitet er det ikke selve gameplayet, der gang på gang har fået mig til at tænde op for min efterhånden halvgamle flymotor af en PlayStation 4. Nej, det er tværtimod fordi, at jeg nu føler mig klar til at tage på en smuk, hjerteskærende rejse med Joel og Ellie igen.

Neil Druckmans Naughty Dog-spil fra 2013 en af de mest fængende historier, som jeg nogensinde har oplevet. Så jeg har set utroligt meget frem til HBO’s fortolkning af spillet. Nogen kunne have sine bange anelser – og med rette. Videospilsadaptationer har historisk set ikke imponeret, og når en film om ”Sonic the Hedgehog” – på trods af dens kvalitet – kan blande sig i samtalen om at være den bedste, er der altså noget galt.

Jeg kan med stor glæde (og endnu større lettelse) sige, at der for spillets fans ikke er nogen grund til bekymrede miner med HBO’s ”The Last of Us” – og der er et mesterværk af en historie forude for folk, der aldrig har stiftet bekendtskab med spillet. Det originale spils instruktør og forfatter Neil Druckman har slået sig sammen med ”Chernobyl”-skaber Craig Mazin om at lave en af de mest hårdtslående serier, jeg nogensinde har oplevet. Samtidig holder de sig tro til spillets sjæl – om end det kommer på nogle bekostninger af enkelte historier og karakterer.

Serien foregår i USA i 2023, 20 år efter at en aggressiv svampeart, Cordyceps, har udviklet sig, så den kan leve i mennesker. Den angriber hjernen og skaber et zombielignende monster – de såkaldte inficerede –, hvis eneste mål er at sprede svampen, hvilket de naturligvis gør ved at bide i et menneske.

På trods af at serien giver os forfærdende monstre og intense overlevelsesscener med en fare, man ikke kan bekæmpe, er det den menneskelige historie i centrum, der er det bærende punkt, som hæver ”The Last of Us” over den gængse underholdende serie, og som giver den en konstant tyngde og et hjerte, som man kun i meget sjældne glimt får fornøjelsen af i andre fortællinger.

I spotlightet finder vi Joel Miller, en mand hærget af de emotionelle ar, som apokalypsen har givet ham. Han får til opgave at smugle den unge pige Ellie på tværs af USA, og der går ikke længe, før vi opdager, at de inficerede overhovedet ikke er de værste monstre derude.

Og lad mig gøre en ting fuldkommen klart: castingen har gjort et fuldstændig fænomenalt stykke arbejde med Joel og Ellie. Pedro Pascal er som taget direkte fra spillet – fuldkommen med Joels look, texanske brummen, macho facade og nådesløse brutalitet. Bella Ramsey ligner af udseende måske ikke Ellie så meget, som fans kunne have ønsket det, men lad det ikke snyde dig. Britten er fantastisk i rollen, og det understreger virkelig, hvordan en karakter ikke defineres af udseende (selvom det kan være en bonus), men i langt højere grad af præstation. Når Ramsey udfører Ellies ”Everyone I have cared for has either died or left me”-replik, er der intet at være i tvivl om – hun er Ellie.

Selvom det er Pascal og Ramsey, der skal trække det største læs, får de dog rigelig hjælp fra et cast af supplerende roller, der giver den ene fuldstændig fænomenale præstation efter den anden.

Nick Offerman spiller den paranoide Bill, mens Murray Bartlett giver os et indblik i Bills postapokalypsepartner Frank, i en af seriens få håbefulde episoder som faktisk giver en et smil på læben fra tid til anden. Gabriel Luna er overbevisende som Joels bror Tommy – og det siger jeg som en, der var noget skeptisk over for hans casting, da jeg først hørte den. Melanie Lynskey er frustrerende fremragende som den ulidelige og bitre Kathleen, en af de få karakterer, der er originale for serien, og hun er en af de bedste tilføjelser, som Druckman har gjort til ”The Last of Us”-universet med serien. Særligt er det dog Lamar Johnson i rollen som Henry, storebroren til den døve dreng Sam, som stjæler showet i sine episoder.

Generelt kunne jeg nærmest ikke være mere tilfreds med seriens casting. Der er dog en enkelt, der nager: Anna Torv som Tess. Jeg har svært ved at forklare, hvad det er, der ikke fanger mig her. Om det er fordi, jeg ikke helt køber hende som den badass, hun fremstår som, eller om bare hun giver en unødvendig overdrevet præstation, ved jeg ikke. Jeg ved dog, at hun distraherede i de første par ellers fremragende episoder, hvilket i sidste ende ærgrer mig.

Heldigvis er der ikke særlig meget at ærgre sig over i løbet af den 9 afsnit lange serie. Ser man på HBO’s hidtidige referenceliste bør det selvfølgelig heller ikke være særligt overraskende, at de kan skabe en succesfuld genfortælling af ”The Last of Us”. Især ikke, når man har valgt at give tøjlerne til Neil Druckman, manden der en gang i forvejen har skabt den selvsamme historie, og Craig Mazin, personen bag en af netværkets hidtil mest kritikerroste serier.

Det virker helt ubesværet for dem at skabe en utroligt detaljebevidst og velrealiseret verden, og de har en perfekt skabelon til at skabe de uhyggelige inficerede, som sørger for at sende en kravlende fornemmelse af gåsehud fra fingerspidserne op til nakken, hver gang de optræder. Tilmed har de fået Gustavo Santaolalla til at komponere, ligesom han gjorde for spillet, og wow… soundtracket er en oplevelse i sig selv.

Ikke mindst sidder Druckman og Mazin med en historie, som egner sig så perfekt til serieformatet, at man næsten skal gøre sig umage for at fucke noget op. Så hvis noget endelig skulle gå galt, skulle det ikke være i fortællingen af historien, som vi kender den, men derimod på de punkter, hvor man afviger fra den.

Afvigelserne ser vi særligt i de første episoder, hvor man udvider fortællingen om Joel, Ellie, den verden og de samfund, som de lever i, og som fan af spillet kunne jeg ikke lade være med at rynke panden på nogen af de beslutninger, man her har taget.

Især Episode 3 afviger kraftigt fra spillet i en fortælling, der på trods af sin rørende og velfortalte historie også tager en smule af seriens tempo og – hvis man skal være lidt kynisk – ikke har den store indflydelse på Joel og Ellies rejse.

Set i det store og hele er den kritik jeg har af serien dog dråber i vandet – og sandsynligvis er de resultatet af, at jeg, uanset hvor hårdt jeg prøver, ikke helt formår at fjerne min bias for videospillet.

For i sidste ende fungerer forandringerne i det store billede. De bidrager til en fortælling, der er lige så nådesløs og ikke-tilbageholdende som spillet, det er baseret på, og når man for sjette afsnit i træk sidder med fornemmelse af ikke at kunne trække vejret på grund af så mange følelsesmæssige mavepustere, er det næsten er heroisk, at man gang på gang kæmper sig op for at se videre og blot modtage et ny stød i næste episode.

Så hvad er det, der får en til at kæmpe videre? Selvfølgelig er det først og fremmest, at det næste velskrevne, intense og mesterlige kapitel er lige om hjørnet. Men derudover er det – ligesom for Joel og Ellie – håbet om, at der et sted i horisonten er en eller anden form for lykkelig slutning på deres rejse. Og ”The Last of Us” er i den grad hele rejsen værd.