I “Nattens dæmoner 2” trådte hun første gang ud af mørket. Dæmon-nonnen. Valak. Et uhyre skræmmende bekendtskab.

Nu skal hun så have sin egen forhistorie. For det er der sikkert uhyre mange penge i.

James Wans første “Nattens dæmoner” har nærmest opnået status som nyklassiker – én af de bedste blockbuster-gysere i nyere tid.

Det fulgte han flot op med 2’eren, hvor vores nun spillede den skræmmende hovedrolle.

Endelig er der de nu tre ‘Conjuring-verse’-spinoffs. De to film om dæmondukken Annabelle har begge duftet af hurtige gryn i selskabernes lomme. Dog ikke uden en hvis gyserkvalitet. Den kvalitet virker helt forsvundet hos “The Nun”. Hurtige penge, tak.

Det er det samme. Hele tiden. Søster Irene drejer hovedet mod højre. Vi følger med. Vi vender tilbage. Så står nonnen lige bag ved. Effektfuldt. Ligesom i forgængerne. Men her sker det 117 gange. I SAMME FILM!

Og er der et spejl i rummet? Ja? Jamen gad så vide, hvor gyset kommer fra. Jesus Kristus. Prøv noget nyt.

Uhyggen i hjemmet. Det skete i alle fire forgængere. Det virkede. Det var sårbart. Nu er vi rykket til noget helt upersonligt. Og alt for nemt.

Et uhyggeligt slot i Rumænien? Sagde nogen Dracula? Lige siden filmens fødsel har slotte været uhyggelige. Uoriginalt. Det er simpelthen for nemt. Sårbarheden er forsvundet. Det er ikke længere det trygge hjem. Det er det klassiske slot. Det kedelige slot.

Lyd har været Wans styrke i hovedserien. Vekslen mellem stilhed og støjende uhygge. Ligesom med klappegemmescenen i kælderen hos Perron-familien. Han legede med forventningen. Og gyset.

Så hjælper det ikke, at stort set hver gang det skal blive uhyggeligt, så stemmer et munkekor ind og brummer lige i ansigtet på mig, at nu skal jeg blive skræmt. NU kommer nonnen altså!

Hvor er nonnen fra “Nattens dæmoner 2”? Hende, der stod på gangen i stilhed. Hun er blevet et mindre uhyggeligt bekendtskab.

Noget nyt har “The Nun” dog forsøgt. Der er ikke kun kneb, der er blevet brugt flere gange, end der er blevet sagt amen i kirken.

Problemet er blot, at det er dybt forstyrrende. Og ikke på den gode gyser-forstyrrende måde.

I landsbyen ved slottet bor ‘Frenchie’. Det hedder han, fordi han er fransk-canadisk. Det er mega irriterende.

Fælles for alle “Nattens dæmoner”-filmene er, at de altid har taget sig selv dybt seriøst. Derfor virker det mærkeligt og irriterende, at en af karakterernes skal kaldes ved et cute kælenavn i en seriøs scene. Mener de det? Seriøst?

Og hvad værre er, så er han blevet til et ‘comic-relief-hunk’. Flot fyr. Charmør. Lægger an på nonner. Sjovt? Nej.

Han træder ind i et rum fyldt med kvinder klædt i hvidt med blodige sække over hovedet. ’Selvfølgelig’, siger han. Meta-sjovt? Nej. Stop. Tag det nu seriøst.

Det eneste seriøse ved “The Nun” er, hvor seriøst hurtigt vi skulle have en ny film i den populære franchise.

Den er seriøst uoriginal. Med seriøs mangel på kreativitet. Og den tager ikke sig selv seriøst nok. Den skal bare tjene nogle seriøse penge.