Miles er ikke en normal dreng. Han har David Bowie-øjne og er lynende intelligent. Han græder ikke, når nåle bliver stukket i ham. Og så siger han ‘mama’ før alle sine jævnaldrende.

Men med vidunderbarnet følger også en spirende ondskab. Han er virkelig ikke en normal dreng.

‘Det onde barn’ er en af de helt store subgenrer i gyserverdenen. “The Bad Seed”, “Eksorcisten” og “The Omen”. Børn kan være skræmmende onde.

Og instruktør Nicholas McCarthy kan bestemt sine ‘Børn er onde’-klassikere.

Hele første halvdel af “The Prodigy” føles nemlig som en doven gentagelse af “Eksorcisten”.

Det er lige fra, at det søde barn begynder at blive mere aggressivt og bande som en pirat. Til at han over for den bekymrede mor konstaterer, at ‘han er herinde’.

Ja, mon ikke han også kan tale et sjældent sprog? Regan kunne latin og tale baglæns. Miles har en sjælden ungarsk dialekt.

Hvor første del er uddrevet direkte fra “Eksorcisten”, så bliver anden del til “The Omen“.

Nu skal barnets uskyld ikke længere beskyttes fra en indtrængen. Nu er det bare et ondt barn. Og han skal stoppes for enhver pris!

Og så følger “The Prodigy” ellers formlen fra “The Omen”. Det er der ikke meget vidunderbarn over.

Hvor er det originale twist? Det viste “Orphan” fra 2009 stadig var muligt med en seriøs WTF-afsløring.

Her viste det onde barn sig at være noget meget mere bizart end blot endnu en dæmon.

“The Prodigy” er i stedet en skema-gyser, hvor mor taler mig igennem det hele. Jeg må nemlig ikke være i tvivl om, hvad der sker.

Det er så slemt, at hun ligefrem fortæller mig, at hun ikke kan gøre det, da hun peger en pistol mod en kvinde.

Gråd og en sænket pistol er nok. Jeg forstår hvorfor. Du behøver ikke fortælle mig det.

Fra starten fortæller mor også, at Miles virkelig ikke er en normal dreng. Jeg er uenig.

I horror-genren er Miles nemlig centrum for den mest normale gyser, jeg har set i lang tid.