Snak, snak, snak. “The Trial of the Chicago 7” er so Aaron Sorkin.

Sorkin er tilbage på toppen, hvortil han allerede har skrevet “The Social Network” og “Steve Jobs”.

Det er tæt dialog og rappe replikker. Spydigheder, der fyger af sted og mødes med en kontant kontra. Der er aldrig en stille stund, når Sorkin skriver.

Denne gang skriver (og instruerer) han på en indigneret vrede inspireret af ånden fra ’68 – dengang venstrefløjen krævede forandringer og et stop for krigen i Vietnam.

Konkret handler det om optøjerne i Chicago, der her over 50 år senere minder ikke så lidt om den aktuelle amerikanske situation med venstrefløjen på gaden for Black Lives Matter.

Men fysiske optøjer er ikke noget for Sorkin. Derfor fortælles historien igennem den efterfølgende retssag, hvor Nixon-administrationen forsøgte at dømme syv (eller otte) for voldelig sammensværgelse.

I retssalen er der nemlig plads til Sorkins snak og et imponerende ensemble, der spiller anklagede, advokater og dommer.

Særligt sidstnævnte udfyldes herligt irriterende af Frank Langella, der er lige så magtgal, som da han portrætterede Richard Nixon i “Frost/Nixon”.

Han kan dårligt tilbageholde sin foragt for de venstreorienterede på anklagebænken – derfor bliver de på skift dømt for foragt for retten, når de ikke gør, som der bliver sagt.

Det gider Sacha Baron Cohen ikke i rollen som Abbie Hoffman – stykkets klovn, men også tragiske helt, der går på gaden for de faldne i Vietnam.

Energien i diskussionerne mellem Abbie og Tom Hayden – spillet af ordentlige Eddie Redmayne – er det bedste ved “The Trial of the Chicago 7”.

For de gør det klart, at konflikten ikke kun gælder anklagede og dommer. Der er konflikter over alt i dette mikrokosmos af det amerikanske samfund fra dengang – og nok også den dag i dag.

Både Abbie og Tom kæmper for den samme sag, men er uenige om midlerne. Går vejen til indflydelse gennem borgerlig frisure og demokratiske valg eller demonstrationer og ord på gaden og i retssalen?

I den anden lejr viser Joseph Gordon-Levitt som anklageren menneskelige sprækker, når dommeren beordrer overgreb på sorte Bobby Seale, der får tilført black panther-vrede fra Yahya Abdul-Mateen II.

For slet ikke at tale om en magisk cameo-optræden fra Michael Keaton, der giver en herlig finger til systemet, som masserer retfærdighedssansen.

Det er nemlig vanskeligt ikke at blive harm, når Sorkins replikker ruller i retten. Retfærdigt harm.

Den endelig dom? Der er tale om Sorkin-snak af den fineste slags.