Hver ting til sin tid

Der er visse mysterier, man bare ikke har lyst til at få afsløret. Bakteriemængden i svømmehallen… Risikoen for endnu et bankkrak… Antallet af kalorier i favoritpizzaen hos den lokale grill… Endnu værre er det dog, når en film – hvad enten det er en fortsættelse eller en prequel – ødelægger sine forgængeres gåder. Da “Hannibal Rising” forklarede, nøjagtig hvorfor den unge Hannibal Lecter blev en menneskeædende massemorder, var han bare ikke lige så skræmmende længere. Vi mennesker er af natur mere bange for det ubegribelige end det konkrete, men Hollywood har alligevel en fejlagtig forestilling om, at vi gerne vil have alt udpenslet, som om vores egen fantasi er underlegen eller direkte defekt.

Derfor var jeg heller ikke just begejstret, da en prequel til John Carpenters “The Thing” fra 1982 blev annonceret, for originalen var netop bevidst om, at dens ubesvarede spørgsmål satte seerens egen fantasi på overarbejde og dermed intensiverede uhyggen. Hvorfor skulle de spørgsmål nu besvares? Men heldigvis blev min frygt gjort til skamme, for den nye “The Thing” er langtfra den blasfemiske brøler, man kunne have frygtet, men tværtimod en forbavsende ærefuld cadeau til Carpenters mesterværk.

Den oprindelige “The Thing” omhandlede en gruppe amerikanske forskere på Sydpolen, som en dag pludseligt konfronteres med en arrig nordmand, der af uransagelige årsager har jagtet en hund på vej mod amerikanernes lejr. I selvforsvar dræber amerikanerne den skydegale nordmand, men den nuttede vovse viser sig at være den reelle fjende – et bestialsk rumvæsen, der kan skifte udseende, som en slange skifter ham. Kort efter drager amerikanerne til den norske lejr for at finde ud af, hvad der egentlig foregår, men i stedet finder de blot en blodbesmurt ruin spækket med maltrakterede lig. Det er her i den norske lejr, før det hele gik så grueligt galt, at den nye “The Thing” finder sted.

Hollywood ville næppe have kastet penge i en mainstreamgyser, hvis karaktererne udelukkende talte norsk, så naturligvis er vores hovedpersoner heroiske amerikanere. En intens og veloplagt Mary Elizabeth Winstead (vidunderlig i “Scott Pilgrim mod verden”) spiller forskeren Kate Lloyd, der rejser fra sine trygge rammer i USA til en norsk lejr i Sydpolens golde, kolde ødemark på anmodning fra videnskabsmanden Sander Halvorson (vores egen Ulrich Thomsen). Som vi allerede ved – takket være den oprindelige “The Thing” – har nordmændene fundet et rumskib og et fremmed væsen begravet i isen. De tør det op, det slipper løs, og både paranoiaen og dødstallet vokser derefter støt.

Mange af begivenhederne undervejs kan man gætte sig til, fordi originalen har hentydet til dem, men der er også flere fine twists (især mod slutningen), og ofte udløser det en positiv “aha”-fornemmelse, når filmmagerne knytter røde tråde mellem begivenhederne i de to film. Den spillefilmsdebuterende instruktør Matthijs van Heijningen Jr. har tydeligvis været meget OBS på at respektere originalens look og fortælling. Han havde endda angiveligt hundredvis af billeder fra Carpenters film på sig under optagelserne, og filmen begynder tilmed med det gamle Universal-logo fra 1980’erne. Sejt. Derudover foretages heldigvis ingen George Lucas-lignende indgreb i seriens mytologi.

“The Thing” anno 2012 er altså en enormt respektfuld prequel, som ærer sine rødder og samtidigt bruger de samme, effektive tricks til at skræmme sit publikum fra vid og sans. Billige chokeffekter er fåtallige, og ligesom sin forgænger formår den nye “The Thing” at skabe en trykkende følelse af, at man ikke kan stole på nogen, og at døden rumsterer rundt om hjørnet. De hovedsageligt skandinaviske skuespillere er hamrende overbevisende, og kombinationen af modeller og computereffekter fungerer som regel særdeles godt. Uhyret er og bliver et af filmhistoriens mest gruopvækkende af slagsen.

Alligevel kan man ikke undlade at sidde tilbage med en fornemmelse af, at den nye “The Thing” godt måtte have været lidt mindre respektfuld og mindre bange for at tirre originalens fanskare. “The Thing” har ikke blot samme titel som sin succesrige forgænger, dens historie følger i lange perioder også den samme skabelon, og selvom Heijningens film er underholdende og fornemt etablerer sit helt eget persongalleri, som både består af nørdede forskere og hårdhudede herrer som piloten Sam Carter (den altid imponerende Joel Edgerton, som tydeligvis er Kurt Russells arvtager), så er der lige lovlig mange momenter og elementer, der går igen – lige fra blodtestscenen til de ineffektive flammekastere.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. “The Thing” har et meget neddæmpet, mørkt og køligt look, som gengives fornemt på Blu-ray. Der er et par slørede billeder undervejs, og en sjælden gang imellem synes de dunkle farver at smelte lidt sammen, men detaljerigdommen er for det meste enorm, og kontrasten er som regel upåklagelig. Derudover forekommer hverken utilsigtet støj, glorier, banding eller snavs.

Audio

“The Thing” ser fremragende ud i HD, men den lyder endnu bedre. Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor har en enorm andel i filmens gennemslagskraft. Når monstret brøler, brummer subwooferen, indtil nakkehårene nærmest knækker af. Det vrimler med uhyggelige, subtile lydeffekter, der supplerer billederne fornemt og tirrer nerverne, og panoreringerne er fuldkommen naturtro og ekstremt effektive. Hver eneste replik kommer klokkeklart igennem, og Marco Beltramis musik fylder helt tilpas i lydbilledet. Både høje og dybe lydeffekter gengives med en exceptionel klarhed. Et superbt lydspor.

Ekstramateriale

Instruktøren Matthijs van Heijningen Jr. og produceren Eric Newman har indtalt et fremragende kommentarspor til filmen, som er spækket med fascinerende anekdoter. Endnu bedre er udgivelsens video-kommentarspor, som disker op med et væld af interessante og relevante klip, mens filmen kører. Fans vil næppe sidde tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Derudover er her to dokumentarer, “Fire and Ice” (4 min.) og “The Thing Evolves” (14 min.), som hhv. beretter om skuespillernes flammekasttræning og filmens tilblivelse. Knap 10 minutters slettede scener medfølger, men ingen af dem savnes i filmen. Man kan også bogmærke ens yndlingsscener, og desuden medfølger en digital kopi af filmen. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.