Hvem kommer først, når tørsten er størst? Blod!

En vampyrfilm af “Oldboy”-instruktøren Chan-wook Park lyder i sandhed blodigt. Det er det også. For i modsætning til den nypuritanske “Twilight”-saga så på det nærmeste svømmer den koreanske Cannes-prisvinder “Thirst” i blodtørst og kødelig lyst. Men forvent dermed ikke noget trofast genreridt. Virtuosen Park har vanen tro skabt sit helt eget unikt særegne univers, der end ikke på den blodige overflade vil nøjes med at være en almindelig vampyrfilm.

Sang-hyun er en frustreret ung præst. Han vil så hjertens gerne hjælpe folk med deres liv, men her tyer de til videnskaben, alt imens besøget i skriftestolen er forbeholdt råd om det hinsides. I et forsøg på at gøre en forskel til fordel for livet melder Sang-hyun sig til et risikabelt forsøg, der skal udvikle en vaccine imod en dødelig virus, der kun rammer mænd. Noget går imidlertid galt. Alle forsøgspersoner dør på nær præsten, der befængt med virusbylder hyldes som en lokal messias. Sang-hyuns jordiske trængsler er dog først lige begyndt, idet smitten har omdannet ham til et lystent blodhungrende væsen, der er velsignet eller forbandet med evigt liv. Mindre kompliceret bliver det ikke for stakkels Sang-hyun, at den gifte og dragende barndomsveninde Tae-ju opmuntrer den kyske præsts nyvundne, men forbudte, liderlige lyster.

Efter sin hævn-trilogi med “Oldboy” som det filmiske fyrtårn har Chan-wook Park nu med “Thirst” flyttet sit fokus fra hævn- til blodtørst. Her skeles imidlertid ikke meget til Bram Stokers klassiske “Dracula”, men i stedet lånes og leges der lifligt med adskillige genre- og stilarter, som det tidligere er set praktiseret i f.eks. Tomas Alfredsons “Lad den rette komme ind”. Uden sammenligning i øvrigt. For i Parks outrerede miks er de kendte vampyrtemaer om gejstlig afholdenhed vs. verdslig syndig lyst krydret med træk fra film noir og galgensort humor, hvilket tilsammen giver en lidt ubestemmelig smag. Men smager, det gør den. Kraftigt og uimodståeligt.

Til trods for, at filmens midte dufter af dødvande, så er det primært engagerende og uhørt underholdende at følge vampyrpræstens klatretur op i kundskabens træ for at bide i det blodrøde og tillokkende æble, som på en gang er menneskehedens frelse og forbandelse. Men det er i visualiseringen af den filmiske klatretur, at “Thirst” for alvor er, ja undskyld, tørstslukkende. Chan-wook Parks hoffotograf Chung-hoon Chung har i denne ombæring overgået sig selv i en film, der måske ikke i handling kan nå kvaliteten i “Oldboy”, men som i det visuelle stiller sig på skuldrene af den gamle dreng og rækker ud mod det uendelige. Det uendeligt smukke og teknisk overlegne.

Konstant formår fotograf Chung at skabe uventet dybde og spektakulære billedvinklinger i en fortælling der ganske hurtigt forlader det absurde stadie for at omfavne det vanvittige, hvilket ender op i det poetisk rørende. Man kan anfægte “Thirst” for dens genremangfoldighed eller forfægte den for netop det samme. I en sekvens bides vi i lattermusklen, når Sang-hyun dræner komaofre for blod ned i sin drikkedunk – han vil jo så nødigt dræbe, den gode præst – for i det næste at blive overvældet af dampende erotik af en forførende femme fatale, der dejligt provokerende er filmens mest lystfyldte væsen.