Thor: The Dark World
Udgivet 31. okt 2013 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
For ikke ret længe siden – i 2011 helt præcist – kom Marvel-filmatiseringen “Thor” til verden. En af de mindre heldige Marvel-film, der, udover en skøn, charmerende Chris Hemsworth som Thor og en endnu skønnere, diabolsk Tom Hiddleston som Loke, mest af alt mindede om et billigt rollespil med tarvelige papvåben og fravær af en dygtig game master. For ret længe siden kæmpede aserne imod nogle fæle svartelvere, der (som onde plejer) ville indhylle Universet i mørke. Odins far afværgede datidens trussel, men de klamme elverkarle er tilbage igen med deres mørke plan, som skal gøre livet surt for Thor & Co. I “Thor 2” (prøv sig det 10 gange hurtigt efter hinanden) er der mere vrøvl end i 1’eren. Men denne gang er det noget velproduceret, skønt vrøvl.
Men tilbage til fremtiden. Min altså. For den blev lysere i takt med, at Chris Hemsworths bredkæbede Thor-smil beroligende fik forsikret: Slap af, ro på, det er Marvel det her. Vi mener det (næsten) ikke. For til forskel for de dystert seriøse konkurrenter hos DC Comics, så forsvarer Marvels drenge Jorden (og resten af Universet) imod undergangen med et smil på læben og en kæk kommentar, imens mørkets fyrster bliver tævet med – i Thors tilfælde – en kæmpehammer. Klogeligt holdes svarteleverne langt ude i fortællingens periferi. De fungerer som påskud for, at Thor og Lokes herligt hidsige søskenderivalisering kan blusse op på ny parallelt med, at den laserskydende stjernekrigstrussel fra svartelverne afværges.
Men grunden til, at jeg hapsede den nordiske kage med mytologi-creme med så stor fornøjelse, tror jeg, skyldes instruktøren Alan Taylor. Han har ikke rigtig gidet at lave film tidligere. Taylor har været til en bedre fest. Tv-serier. “Six Feet Under”, “The Sopranos”, “Boardwalk Empire” og “Game of Thrones” for bare at nævne nogle få. Sidstnævnte serie er noget af det bedste, skærmen har set på formlen: middelaldervold + trylle-tryl. De to elementer får Alan Taylor – som en anden Jules Verne – på magisk vis blendet funktionsdygtigt sammen med sci-fi-svartelverne.
Godt hjulpet af et mere dyrt og velproduceret Asgård, der ikke virker til at være holdt sammen af tape og vatrundeller som i den første film, så er “Thor: The Dark World” den bedste Marvel-filmatisering siden den første “Iron Man”. Filmens indre logik holdes intakt det meste af vejen. Og i de tilfælde, hvor den halter, så smadrer Thor din vrøvledetektor med sin tordenhammer, alt imens Loke afleder opmærksomheden ved skælmsk flabet at forsøge at røvrende alle i de ni riger nok en gang. Thor to, Thor to, Thor to, Tor to, torto, toto, Thor..!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet