Bulder og tordenbrag

Guder iført farverige trikoter… Forfrosne jætter med rødglødende øjne… Hammere, der flyver frem og tilbage ligesom boomeranger… Af en eller anden grund virker det alt sammen langt mere fjollet end bumsede teenagere, der skyder med spindelvæv, og mænd, som forvandles til mørkegrønne monstre. Måske er det derfor, at Marvels tegneseriehæfter om tordenguden Thor og Asgårds andre guder aldrig har været lige så populære som dem om Spider-Man eller Hulk. Kun tiden vil vise, om filmen “Thor” formår at udvide forlæggets fanskare, men én ting er sikkert: Filmmagerne gør alt det ovennævnte fuldstændig troværdigt, og dét er dæleme en imponerende bedrift.

Jovist, indimellem virker “Thor” lige lovlig corny, når skuespillerne skråler deres bombastiske replikker iført deres kulørte kluns, men for det meste sluger man illusionen råt, og det skyldes ikke mindst filmens instruktør, Kenneth Branagh, som behandler materialet med stor og smittende respekt. Umiddelbart virkede det lettere vanvittigt, da Marvel hyrede britiske Branagh til at filmatisere tegneserien om de oldnordiske guder – ikke fordi Branagh er inkompetent, men fordi hans film har praktisk talt intet tilfælles med Marvels tidligere satsninger. Siden han som teenager gjorde sig bemærket på de skrå brædder, har han næsten kun lavet små kammerspil og Shakespeare-filmatiseringer.

På papiret virkede Branagh og Hollywood som to uforenelige størrelser, men i praksis passer de altså sammen som fod i hose. En stor del af filmen foregår i himmeriget Asgård, hvor de almægtige aser holder til, og her befinder Branagh sig i allerhøjeste grad på hjemmebane, for disse scener oser af Shakespeare – både i forhold til den kongelige scenografi, dialogen og ikke mindst selve historien, som nærmest er en kollage af Shakespeare-kendemærker: Rivalisering mellem brødre, sammenstød mellem fædre og sønner, hævn, løgne og landsforræderi. Branagh er en mester i at skildre den slags, og med små, effektive anstrøg af humor sikrer han, at filmen aldrig bliver prætentiøs.

Når handlingen rykker til moder Jord, bliver den dog straks mindre interessant, og det er på ingen måde Branaghs skyld. “Thor” har et kæmpe ansvar på sine skuldre – den skal kickstarte en ny filmfranchise samt bygge op til superheltekomsammen “The Avengers”, som udkommer næste år. Og så skal den også introducere hele to verdener, Jorden og Asgård, og alle deres respektive figurer. Manuskriptforfatterne slår simpelthen langt flere brød op, end Branagh kan nå at bage. Derfor ender flere dele af filmen med at virke en anelse uforløste, og det er primært scenerne på Jorden, som kommer til kort.

Værst går det ud over flirten mellem Thor og menneskepigen Jane, som spilles af Natalie Portman, der virkelig ser ud til at more sig ovenpå sine slidsomme strabadser i “Black Swan”. Men der er alt for mange punkter på filmmagernes dagsorden, og kærlighedshistorien ligger åbenbart langt nede på listen, for turtelduerne er kun sammen i forholdsvis få minutter – et par længselsfulde blikke foran et lille lejrbål er altså ikke nok til at overbevise os om, at parret er forelsket. Starten er også lidt rodet – der bliver klemt lidt for meget baggrundshistorie ind på alt for få minutter, og klimakset er for hurtigt overstået. Ja, “Thor” er en anelse ujævn.