Katastrofal komedie

Der findes formentlig intet fænomen, der er blevet latterliggjort mere på film end ægteskab. Talløse dialoger og monologer har gennem tiderne udpenslet, hvor tærende, trættende og helt igennem ulidelig hverdagen bliver, så snart man er blevet gift. Hvis man absolut skal fremhæve noget særligt ved det forfærdelige makværk “Til Jackpot os skiller”, er det filmens unikke evne til at skabe frygt for at indgå ægteskab. Hvis det at være mand og kone virkelig indebærer den slags kedsommelige ritualer og dødkedelige gøremål, som Ashton Kutcher og Cameron Diaz næsten udelukkende går igennem i løbet af filmen, er det intet under, at der er så mange skilsmisser i disse tider.

Både Kutcher og Diaz har tidligere bevist, at de hver især besidder nok entusiasme og karisma til at gøre middelmådige film tålelige. Men eftersom de to unge, populære skuespillere i denne omgang aldrig skænkes én eneste tilnærmelsesvis morsom replik, giver det sig selv, at de ikke kan aflede vores opmærksomhed fra de utallige problemer, der hærger “Til Jackpot os skiller”. Kutcher og Diaz spiller henholdsvis Jack og Joy, der tilfældigvis mødes i Las Vegas og vågner op efter en vild aften i byen som nygifte. Naturligvis aftaler de at lade sig skille, men da duoen i fællesskab vinder tre millioner dollars på en enarmet tyveknægt, bliver de tvunget til at leve sammen i et halvt år, før de kan få pengene udbetalt.

Hovedproblemet for Kutcher og Diaz er ikke deres debile replikker, men derimod det faktum, at deres fiktive alter egoer er ekstremt usympatiske. Jack og Joy lægger ud med at være et par grådige egoister – hvilket selvfølgelig giver mening, da det allerede fra start er åbenlyst, at vi skal udsættes for en traditionel moralprædiken om, hvordan kærligheden overvinder tørsten efter kontanter. Spørgsmålet er blot, hvornår de to turtelduer vil se lyset og falde pladask for hinanden. Når det endelig sker (alt for sent i øvrigt), foranstaltes forelskelsen af den tåbeligste deus ex machina i mands minde, hvorfor man på intet tidspunkt køber deres forvandling fra stridende til lidenskabelig duo. I stedet bevarer man som seer en dyb foragt for de selviske protagonister, og det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, at man væmmes over figurer i en film, der er designet til at få os til at grine.

Filmen varer kun halvanden time, men undertiden føles det, som om et halvt år vitterligt passerer – ikke blot fordi man er i selskab med karakterer, man udelukkende trækker på skuldrene ad, men også fordi humoren er plattere end en ensidet mønt. Der er dømt slapstick af allerværste skuffe fra start til slut, og mindst halvdelen af filmens ‘morsomme’ påfund involverer folk, der falder fordrukne på halen eller forsøger at konstruere sætninger udelukkende ved brug af klicheer. Ja, selv toiletsædets placering bliver diskuteret i uendelig lang tid. Æstetisk set er filmen også fuldstændig uinteressant. Sjældent har Las Vegas’ sansebombarderende eksteriør virket så livløst, og New York, som er historiens centrale kulisse, ligner en nedtonet udgave af Vanløse. For en film, der handler om at score kassen, er “Til Jackpot os skiller” forbavsende værdiløs.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Billedet er ofte en smule sløret, hvorfor detaljer går tabt i visse totalbilleder. Derudover er transferet fint. Farverne er særdeles mætte og attraktive. Kun i få scener er kontrastgengivelsen ikke i top, hvorfor de mørke farver bliver en anelse for lyse og billedet dermed mere fladt. Edge-enhancement, støj og komprimeringsfejl dukker aldrig op, og billedet er heldigvis som regel ganske skarpt.

Audio

Under visse sekvenser imponerer udgivelsens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor, men dette er groft sagt et hæderligt, men langtfra pragtfuldt mix. Når karaktererne befinder sig i Vegas, optræder der flere fine panoreringer og masser af gemytlige lydeffekter, der fornemt akkompagnerer billederne af den særprægede storby. Replikkerne er tydelige, og lydsporet har også en god bund takket være moderat, men også tilpas brug af LFE-kanalen. Men centerhøjtaleren er for ofte kanalnetværkets eneste aktive part, og mange af scenerne i New York virker forbavsende stille.

Ekstramateriale

Filmens instruktør, Tom Vaughan, og klipper, Matt Friedman, har indtalt et hamrende kedeligt kommentarspor til filmen. Ingen af de to herrer er åbenbart bevidste om, at de har skruet noget værre juks sammen, og i stedet sidder de og fyrer de mest knastørre kommentarer af, man kan forestille sig. Seks ligegyldige slettede/forlængede scener (8 min.) og tre intetsigende, ultrakorte dokumentarer (20 min.) er også inkluderet. Hovedparten af spilletiden i dokumentarerne bruges på at recitere og lovprise filmens plot. En anelse bedre er de medfølgende fraklip, som på blot fem minutter fremkalder flere grin end hele filmen.

De skulle være blevet i VegasHar du nogensinde spekuleret på, hvordan det ville føles at være tvunget til at leve sammen med en, man ikke kunne døje, igennem seks måneder, for at kunne score en andel af tre millioner dollars? Nej? Det har jeg heller aldrig, men en eller anden har øjensynligt ment, at det var en interessant nok ide til at bruge halvanden time på. Det kan man godt undre sig lidt over, når man ser resultatet.

Jack og Joy står begge i en overgangsperiode i deres liv. Hun er netop blevet fyret af kæresten, og han er netop blevet fyret fra jobbet. For at komme lidt til kræfter igen tager de hver især på en uforpligtende tur til Vegas, hvor de naturligvis møder hinanden. Efter en aften med fest, dans, sex og druk vågner de op til nogle gevaldige tømmermænd i form af en vielsesattest. Efter et hurtigt skænderi bliver de enige om så hurtigt som muligt at få ægteskabet annulleret.

Der sker imidlertid det, at de vinder tre millioner på en enarmet tyveknægt, og så ender den hurtige annullering i stedet i retten, hvor de begge kræver pengene. De får imidlertid en vrissen dommer, der er utilfreds med nutidens hurtige ægteskaber og skilsmisser. Han beslutter sig for at statuere et eksempel: Jack og Joy skal leve sammen som ægtefolk i seks måneder, hvis de ønsker at se skyggen af pengene, og de får tildelt en samlivsrådgiver, der skal kontrollere, at de nu også gør deres bedste for at få ægteskabet til at fungere. I stedet beslutter Jack og Joy sig imidlertid for at gøre alt, hvad de kan, for at drive modparten til vanvid og derved score alle pengene selv.

“Til Jackpot os skiller” er et lidt sørgeligt tilfælde. Den vil gerne være en crazy komedie, en satire om kønsrollerne og en romantisk komedie i en letfordøjelig pakke. Den fejler dog på samtlige punkter og er i stedet endt som en halvslap komedie med en komplet ordinær romantisk handling udført med omtrent den samme opfindsomhed som en reklame for rengøringsmidler. Filmen er drevet af sit plot – ikke sine hovedpersoner – og personudviklingen sker udelukkende for at fremme handlingen. Man fornemmer ingen form for nødvendighed eller logik i de involveredes følelser. De bliver vrede, fordi plottet kræver det, og gode venner igen, når plottet så kræver det.

Castingen af det romantiske par er endnu et problem. Ashton Kutcher er ikke synderligt overbevisende som rodehoved, og Cameron Diaz er en meget lidt troværdig sippe. I stedet bliver man mere interesseret i det had/kærlighedsforhold, som deres to venner har kørende som et side-plot, snarere end de to hovedpersoners ekstremt forudsigelige romance. Særligt Jacks ven – den efter eget udsagn forfærdelige advokat i skikkelse af Rob Corddry – leverer nogle af filmens få sjove momenter.