“Teenage Mutant Ninja Turtles” eller “TMNT”, som den nye film hedder, har som bekendt efterhånden været alle vejne. Tegneserier, tegnefilm, legetøj, spillefilm, tandpasta, computerspil… De havde deres storhedstid sidst i 80’erne og for de af os, der husker dem, vækker de glade minder om pizzaer med mærkeligt fyld, beboede kloaker og ninja-slagsmål på brandtrapper. I denne nye film bruges der ikke megen tid på at holde førstegangs turtles-seere i hånden, og med mindre man har et vist nostalgisk forhold til dem eller endnu ikke er fyldt 15 år, vil man sikkert være et stort spørgsmålstegn gennem det meste af filmen, som atter sender de fire ninja padder, opkaldt efter renæssance malere, på eventyr.

For en gang skyld er skurken ikke Shredder. Filmen forgår efter, at de grønne padder har besejret ham, og en vis kedsommelig rutine har sat sig ind i deres liv. Leonardo er blevet sendt på en lang træningsmission i Central Amerika af Splinter, de tre skildpadders mester. Imens fordriver de tiden med diverse små-jobs, mens Raphael får brugt sine aggressioner ved at agere selvtægtmand om natten i New Yorks gader.

Inden længe må Leonardo dog vende hjem da nye farer truer. En milliardær ved navn Max Winters er ved at samle monstre, der udgør en brik i en plan om at skaffe en stor hær til jorden. Monstrene har tilsyneladende huseret på jorden i tusinder af år. Man skulle ellers tro, nogle havde bemærket dem, men måske er man på afveje, hvis man forventer logik af en film, der handler om ninjutsu-trænede dyr. Shredders tidligere ninja soldater er også på skurkenes side, og snart må de grønne padder atter i kamp. Først blive det dog nødvendigt at samle brødrene igen.

Ninja skildpadderne så første gang dagens lys i 1984, hvor Peter Laird og Kevin Eastman lavede dem som en kærlig parodi på Frank Millers “DareDevil” og “Ronin” tegneserier. På trods af, at de to skabere selv måtte udgive dem under tegneserieselskabet Mirage, blev de hurtigt et kult-hit og siden indtog de verdenen i en børnevenlig tv-serie, der dog ikke havde så frygteligt meget med de oprindelige tegneserier at gøre. Succesen førte også til tre ikke særligt vellykkede film, men efterhånden som turtle-manien døde ud, forsvandt de fra sendefladen.

De kom dog stærkt tilbage med nye tv-tegnefilm fra 2003, som Mirage selv havde en stor andel i, og som derfor lå meget tættere på den oprindelige tegneserie. På baggrund af dens succes har man nu forsøgt at få de grønne padder tilbage på lærredet i denne CGI-film.

At se skildpadderne vende tilbage er på sin vis en ganske frustrerende oplevelse, eftersom filmen er så umådelig tæt på at lykkedes, og så alligevel ikke holder hele vejen igennem. Hvad “TMNT” gør så vældig rigtigt er at genfinde eventyret og vende tilbage til seriens gamle dyder. Ved at droppe den oprindelseshistorie vi allerede har hørt til hudløshed, og ved ikke at lade historien handle om endnu et opgør med Shredder, forsynes den med en friskhed, der er ganske smittende.