Jeg ville aldrig have fået den tanke, at Nicolas Winding Refn burde lave en serie. Hans særegne stil er snarere en modsætning til alt det, som serieformatet er god til.

Refn-film som “Valhalla Rising”, “Drive” og “Only God Forgives” er ordknappe, langsomme og stemningsmættede.

Når de er bedst, er de overvældende sanseeksplosioner, som når Ryan Goslings næver og Cliff Martinez’ elektroniske score banker hinanden helt op i en neonbelyst filmekstase i “Only God Forgives”.

Og den slags sublime sansebombardementer har bare bedre forudsætninger i biografens mørke rum end hjemme i stuen. Refn er lyd og billede, mere end han er ord og handling. For de fleste tv-serier forholder det sig stik modsat.

Alligevel har Amazon set et eller andet, der har overbevist dem om, at en streamingserie på 13 timer fra danskerens hånd er en god idé.

Efter at have set to afsnit er jeg endnu ikke helt overbevist om, at idéen holder hele vejen. Men jeg har alligevel fået mod på mere.

Da Refn blev inviteret til at vise “Too Old to Die Young” frem på filmfestivalen i Cannes, valgte han at vise afsnit fire og fem. Det er de samme to afsnit, som er jeg har fået lov til at se – hverken start eller slutning.

Selvfølgelig er det sært på en irriterende selvbevidst måde, at Refn insisterer på at vise to afsnit fra midten af sin serie.

På den anden side understreger det, at “Too Old to Die Young” ikke er, som serier er flest.

For de to afsnit hviler faktisk – nogenlunde – i sig selv. Den var næppe gået i “Homeland” eller “Game of Thrones”.

Det giver heller ikke den store mening at tale om spoilers her. For det er oplevelsen af lyd og billede, der er serien. Stemningen. Og den bliver ikke mindre af, at man kender handlingen på forhånd.

Omdrejningspunktet er Martin spillet af Miles Tellers. Ligesom Ryan Gosling i “Drive” er han en mut, søvngængeragtig skikkelse, der ikke ligefrem taler ørene af nogen.

Om dagen er han politibetjent, men efter arbejdstid søger han retfærdighed ad andre veje. Han skyder pædofile og voldtægtsforbrydere som en slags lejemorder, der dog ikke tager imod betaling. De uskyldiges tavse hævner.

Der er en masse, der ikke bliver forklaret. Hvordan er han havnet i sådan et dobbeltliv? Og hvem er det egentlig, der sætter ham på sporet af egnede ofre? Det står ikke klart, men det føles heller ikke så vigtigt. Refns serie er som hans film. Stemningen er vigtigere end plottet.

I afsnit fem er hans mål et pornoproducerende brødrepar, der har specialiseret sig i voldtægtsfilm, hvor offeret er bedøvet af stoffer.

I åbningsscenen bliver en ung mand lokket til at skrive under på en samtykkeerklæring. Så får han tvunget en pille i halsen, og en hel flok cowboyklædte mænd kaster sig over ham. Opbygningen er langsom. Ubehageligt dvælende. Indtil det hele pludselig eksploderer i vold og rædsel. Ren Refn.

Dialogen er lige så langsommelig som i “Drive”, og pauserne mellem replikkerne er påfaldende lange. Det er en stil, som Refn efterhånden har kørt helt til grænsen. Men det har unægtelig stadig en vis effekt, når der skiftes gear fra slowmotion samtale til hypervoldelig henrettelse.

Samtidig punkteres den alvorstunge stemning af og til af noget, der minder om humor. Som i et absurd optrin, hvor en politiinspektør hiver en ukulele frem og giver et nummer for sin afdeling.

Eller i et fremragende øjeblik, hvor en højspændt og blodig biljagt pludselig bliver akkompagneret af Barry Manilows sentimentale sjæler “Mandy”. Her viser Refn den samme evne til at parre stilsikker vold med popmusik, som gjorde “Drive”-soundtracket til evergreen.

“Too Old to Die Young” er kompromisløs Refn. Også selv om platformen er streaming i stedet for biograf. Jeg er stadig i tvivl, om stil og stemning kan bære 10 afsnit. Det er altså mange timers tavse, truende blikke.

Bliver det kedeligt? Måske. Men højdepunkterne i afsnit fire og fem har alligevel givet mod på mere.

Oh Mandy.