Tourist, The
Udgivet 10. feb 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Et af ofrene for Ricky Gervais’ ekstremt underholdende tale ved Golden Globe-ceremonien var “The Tourist”, som han drillede med dens endimensionelle persongalleri… men så tilføjede beroligende, at han i lighed med alle andre jo naturligvis ikke havde set den. Nu er “The Tourist” så kommet til Danmark, og vi kan ved selvsyn konstatere, at Gervais ikke gik glip af noget særligt.
Hele herligheden starter, da den amerikanske matematiklærer Frank Tupelo – spillet af Depp – tager på ferie. På vej i toget mod Venedig støder han imidlertid ind i den underskønne og hemmelighedsfulde Elise i skikkelse af Angelina Jolie, og de to indleder hurtigt en noget uventet affære af en slags. Idyllen kommer dog til en brat ende, da Frank vågner alene op på hotelværelset, og to bevæbnede skurke tilsyndeladende forsøger at komme ham til livs. Det viser sig, at en lyssky svindler ved navn Alexander Pearce er forsvundet med en hulens masse penge og nu eftersøges af både Interpol og mafiaen, og uheldigvis tror begge parter øjensynligt, at stakkels Frank i virkeligheden er Alexander Pearce.
Det største problem er dog på skuespilfronten, hvor et eller andet er gået fuldstændig galt i personinstruktionen. Depp går gennem filmen med en besynderlig fraværende mine og virker sært upåvirket af begivenhederne. Selv forfulgt af en sværm af kugler kan han end ikke ophidses nok til at hæve stemmen. Det hjælper ikke på sagerne, at der er absolut nul kemi mellem ham og Jolie, som for sin del ikke bringer andet end et underligt selvtilfreds smil til historien. Det skal forestille, at hun bliver tiltagende charmeret af Frank gennem filmen, men hun virker snarere som en, der morer sig en smule over ham, hvilket sådan set heller ikke kan undre. Da Eva Marie Saint sukkede efter Cary Grant i “Menneskejagt”, forstod man det til fulde, men hvorfor nogen skulle blive forelsket i denne dødbider forbliver en gåde – uanset om han så har Johnny Depps udseende eller ej.
Det er alt sammen temmelig overraskende, når nu “The Tourist” er instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck, som tidligere stod bag den mesterlige “De andres liv”, og selvom filmen er befolket af så kompetente skuespillere som Paul Bettany, Timothy Dalton og Rufus Sewell, så kan den ikke finde på noget interessant at bruge dem til. I stedet sidder man opgivende tilbage, mens de kedsommelige begivenheder udspiller sig, og da verdens vel nok mindst overraskende plot-twist dukker op, har man for længst mistet enhver interesse. Denne turist bør omgående få sit visum tilbagekaldt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet