Toy Story 4

InstruktionJosh Cooley

MedvirkendePreben Kristensen, Christian Fuhlendorff, Brian Mørk

Længde100 min

IMDbVis på IMDb

I biografen29/08/2019

Anmeldelse

Toy Story 4

4 6

 

“Toy Story”-filmene har mest været en leg for drenge. For Woody, Buzz og Anders, som han hedder på dansk. I “Toy Story 4” er det pigernes tur til at lege.

 

Det begynder, hvor “Toy Story 3” sluttede – Anders gav legetøjet videre til Bolette, der har gjort Jessie til ny sherif på værelset, imens en mansplainende Woody må se Dukkelise tage kontrollen over den daglige redningsmission af forsvundet legetøj.

 

Woody er igen gammelt legetøj, som han egentlig altid har været det, siden cowboydukken i 1995 med den første “Toy Story” forvandlede Pixar til animations-værelsets smarteste legetøj.

 

Her mange år senere føles Woody – og måske også Pixar – nu for alvor gammel. Det er det, som “Toy Story 4” handler om.

 

For selv om det igen er barneleg på værelset med Mr. Potato Head og de andre, så er denne sidste leg for “Toy Story”-franchisen en moden størrelse i stil med “Op“, hvor en enlig pensionist tog på balloneventyr.

 

Det manuskriptgreb kan jeg godt lide. Woody er færdig med at have børn, der har været hans identitet igennem de tre første film. Hvad gør man med sit liv efter børn?

 

Det spørgsmål er vældig voksent, og Woody nægter da også først at forholde sig til det og give slip, men tager på jagt efter Bolettes hjemmelavede legetøj, Gafli.

 

Jagten på en ny legetøjsskurk bliver dog hurtig triviel og en gentagelse af mekanikken fra de første tre, hvor legetøjet lægger sig dødt, så menneskene ikke ser dem bevæge sig.

 

Det skabelon-feministiske comeback til Bodil – der nu er helt vildt handlekraftig – er heller ikke så friskt, når nu alle andre produktioner fra Hollywood gør det identisk samme i disse år.

 

Derimod er Christian Fuhlendorff og Brian Mørk et stærkt stemme-slapstickmakkerpar som Rappe og Hoppe, to tivoli-tøjdyr, der også ønsker sig et barn – altså at blive fundet/vundet af et.

 

De ser sindssyge syner for deres planer i forbindelse med Mission: Red Gafli. Antikdamen tæves og tombolafyren skydes med laserøjne – altså i tøjdyrenes tanker. Sjovt!

 

Så sjov er den canadiske og traumatiserede stuntmand Duke Caboom næsten også, men jeg overvejer at gense ham på amerikansk for at opleve ham med original stemme af Keanu Reeves – på dansk er vovehalsens stemme leveret okay af Michael Carøe.

 

Det bedste ved “Toy Story 4” er dog legetøjsdukken Woodys refleksion over at blive gammel. Over ikke længere at være livsvigtig for sine børn. Over at skulle finde en ny mening, imens Anders og Bolette går egne og andre veje.

 

Den refleksion er heldigvis også kommet til Pixar selv. John Lasseter er røget ud med en #MeToo-sag på halsen – ind er kommet ligeværdig leg med mere plads til Bolette, Bodil og Jessie. Fint nok.

 

Vigtigere er det, at Pixar efter denne “Toy Story 4” nu siger farvel til fortsættelser. Farvel til flere historier om legetøj og biler. Fremtiden er original. Ja tak!

 

Derfor er “Toy Story 4” ikke også blot et tiltrængt farvel til Woody, men også til “Toy Story”-franchisen. Herfra er det “Fremad“!

 

Toy Story 4 anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer