Stoffer til eftertanke

Det kan være svært at forholde sig til krigen mellem lovens lange arm og narkomiljøets mange mellemmænd. Konflikten omfatter utallige mennesker, nationer og organisationer, og det er ikke en traditionel krig med helte og skurke, som let kan defineres. Samtidig er der uoverskueligt mange led i kæden, der forbinder de griske narkobaroner med samfundets mange misbrugere. Men for ti år siden gav Steven Soderbergh os en unik indsigt i kampen, der berører alle lige fra narkomanerne i slumkvartererne til millionærerne i overklassernes højborge. Instruktøren gjorde det via “Traffic” og vandt fuldt fortjent en Oscar for bedriften.

Sammen med manuskriptforfatteren Stephen Gaghan skar Soderbergh igennem al den politiske retorik og statistikkerne for at vise, hvordan kampen mod distributionen af hårde stoffer berører almene mennesker. Ligesom “Magnolia” og “Short Stories” omhandler “Traffic” et væld af personer, hvis veje krydses, og det er helt utroligt, hvor godt de enkelte dele i filmens mægtige mosaik hænger sammen både historie- og følelsesmæssigt. Og selvom historien hyppigt springer fra Mexicos fattigkvarterer til magtens korridorer i USA, og selvom Soderbergh giver hver location sit helt eget æstetiske udtryk, ryger man aldrig af vognen.

Soderbergh har selv beskrevet filmens stil som Dogme-inspireret, og man kan let se hvorfor. Instruktøren har selv skudt filmen, og han benytter både naturligt lys og håndholdt kamera på en facon, der får “Traffic” til at fremstå ekstremt autentisk – ja, nærmest dokumentarisk. Billedsiden er forfriskende upoleret, og vi kommer så tæt på både personerne og dramaet, at en helt særlig fortrolighed mellem karaktererne og seerne bliver skabt. Mesterklipperen Stephen Mirrione vandt forståeligt en Oscar for sit fantastiske arbejde. Han er i allerhøjeste grad med til at skabe og fastholde filmens nådesløse tempo og enorme intensitet, og han er naturligvis også en af arkitekterne bag den smukke sammenvævning af plottets talrige tråde.

Hvis filmen har en betydningsfuld svaghed, er det antallet af karakterer. Skuespillertruppen er helt igennem fænomenal, men der er så mange personligheder at holde styr på, og så mange mindre figurer i plottets periferi, at man ikke kommer nok under huden på flere af dem. Catherine Zeta-Jones er eksempelvis fremragende – både følsom og frygtindgydende – som en kvinde, hvis liv smadres, da hendes mand anholdes for narkosmugling. Men hun drukner lidt i mængden halvvejs igennem filmen, hvor de andre karakterer træder mere frem, så hendes forvandling fra en sød mor til en moderne Lady Macbeth, der hyrer lejemordere for at redde husbonden og for at få hverdagen tilbage på ret køl, får desværre ikke den ønskede pondus.

Men persongalleriet har massevis af mindeværdige skikkelser. Michael Douglas leverer en typisk solid og dybfølt præstation som Robert Wakefield – manden, der får hovedansvaret for USA’s kamp mod narkoen. I Wakefields møder med de amerikanske politikere illustrerer filmmagerne fornemt, hvordan det kringlede bureaukrati strammer grebet om sin egen krigsindsats. Og i scenerne mellem Wakefield og hans stofmisbrugende datter, Caroline, pointerer Gaghan, at narko kan infiltrere og lamme alle familier som et lyn fra en klar himmel. Gaghan selv kom fra en god familie og havde både venner og en eftertragtet uddannelse, men blev alligevel junkie.

Don Cheadle og Luis Guzmán giver filmen et vigtigt strejf af humor i rollerne som to betjente, der forsøger at få Zeta-Jones’ mand bag tremmer. Men Benicio Del Toro er filmens største trumfkort og historiens hjerte. I rollen som en mexicansk politibetjent, som forsøger at gøre det rigtige i en verden forurenet af grådighed og korruption, slår Del Toro fast med en Oscar-belønnet præstation, at selvom både stoffer og magt har en euforiserende virkning, er håb vores mest potente råstof.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Soderbergh har med vilje manipuleret med farverne og kontrasten, således at “Traffic” indimellem ligner noget, Lars von Trier har skudt og senere trampet på med mudderbesmurte støvler. Men Soderberghs eksperimenter giver både filmen et unikt udseende og ekstra gennemslagskraft, og transferet repræsenterer sædvanligvis instruktørens visuelle intentioner. Der er nogle underlige svingninger i lysstyrken – nogle af Mexico-scenerne virker forunderligt matte. Det er mange år siden, jeg så filmen i biografen, men jeg mindes ikke så kraftige udfald. Utilsigtet grums og snavs forekommer til tider, og flere af Mexico-sekvenserne fremstår forbavsende uskarpe. Men kontrasten er solid, billedet er generelt skarpt – endda ofte knivskarpt – og hverken glorier eller udtværing figurerer.

Audio

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er trods alt lettere at bedømme end udgivelsens transfer. Det vrimler ikke just med storstilede actionsekvenser i “Traffic”, men lydsporet byder alligevel på masser af aktivitet. Der er ikke mange panoreringer, men man savner dem egentlig heller ikke. Subwooferen får ofte lov til at brumme, især når Cliff Martinez’ stemningsfulde musik dominerer lydsiden. Musikken folder sig også ud i baghøjtalerne, og den gengives med en klarhed, der ofte fremtvinger gåsehud. Både replikker og lydeffekter gengives også klokkeklart, støj forekommer aldrig, og den auditive atmosfære er ofte lige så fortryllende som billedsiden.

Ekstramateriale

Den oprindelige dvd-udgivelse af “Traffic” indeholdt stort set intet ekstramateriale, men det amerikanske selskab Criterion genudgav senere “Traffic” og producerede adskillige timers superbt ekstramateriale om filmen i samme ombæring. Desværre indeholder denne Blu-ray meget lidt ud over filmen. Her er en dokumentar om filmens tilblivelse (21 min.), som desværre består mest af klip fra filmen og overfladiske interviews med skuespillerne, som hovedsageligt gengiver plottet. Den ydmyge, intelligente manuskriptforfatter Stephen Gaghan er dog altid en fornøjelse at lytte til. Langt bedre er et langt uddrag (34 min.) fra Berlin-filmfestivalen i 2001, hvor den altid velformulerede og interessante Steven Sodebergh svarer på spørgsmål fra pressen.