Den svenske mesterinstruktør Ruben Östlund er tilbage. Og ganske ligesom med hans to seneste film, ”Force Majeure” og ”The Square”, har Östlund en masse at skulle have sagt med ”Triangle of Sadness”. Den nye film falder dog ligesom ”The Square” desværre – efter min mening – ikke ind i den samme sublime kategori som ”Force Majeure”. Det på trods af at ”Triangle of Sadness” bestemt stadigvæk er en god film i sig selv.

Her undersøger han forskellige aspekter af skønhed som valuta og valuta som skønhed indrammet i en handling, der retter et skarpt fokus mod lighed og ulighed både mellem enkelte personer og forskellige samfundslag.

I spotlightet har vi Harris Dickinson og den nyligt afdøde Charlbi Dean som det unge modelpar Carl og Yaya, der inviteres med på et luksuskrydstogt med alt, hvad hjertet begærer. Her møder vi en gruppe af arbejdsomme og pengeelskende tjenere, der ledes an af en fantastisk underholdende og velspillende Vicki Berlin. Fyldt med russere, svenskere og englændere med røven fuld af penge samt selvfølgelig en hønefuld kaptajn, er luksusyachtturen en begivenhed som Carl og Yaya sent glemmer – især idet skibet synker, og en gruppe overlevende ender på en øde ø.

Filmen er langt hen ad vejen en to en halv time lang fornøjelse, men der kunne godt skæres et kvarter eller tyve minutter fra for at skabe en mere sammenhængende oplevelse. For selvom der er en fantastisk underholdende fortælling derinde et sted, føles det som om, Östlunds mange koncepter, budskaber og ideer for ofte får spotlightet på bekostning af rent faktisk at få historien til at skride fremad. Spørgsmål om hvad der er lige, hvem der er lige, og hvordan man bruger sin magt i ulige situationer, skaber et hav af sjove, forfærdende og tåkrummende scenarier og dialoger, hvoraf flere af dem fortsætter lidt længere, end der egentlig er brug for.

Hans budskaber fungerer dog allerbedst, når det føles som om, de er betragtninger, der kommer fra selve karaktererne. Som når Carl bemærker, at hans kæreste Yaya måske/måske ikke har overset en regning med vilje. Omvendt bliver det redundant og kedeligt, så snart karakter føles som budbringere – specielt en samtale om kapitalisme og kommunisme mellem Woody Harrelsons kaptajn og Zlatko Burićs rige russer virker som om, den er der for Östlunds og ikke historiens skyld, og selvom den er sjov, varer den ved for længe. De to skuespillere giver os dog nogle (ikke overraskende) fantastiske præstationer, som i nogen grad gør op for den tid, de ellers trækker fra selve handlingen.

Derudover er det som om, at Östlund nærmest er for glad for og for stolt af sine egne betragtninger om magtmisbrug og -forbrug, og selvom nogle af dem får én til at tænke (især en situation, hvor en karakter ser sig nødsaget til at sælge sig selv), så virker flere beskeder enten overoppustede eller overfladiske, hvilket er et problem, når filmen ofte ofrer handlingen til fordel for budskaber.

Samtidig føles det også en smule ironisk, at en film som kritiserer statusforskelle – eller som i hvert fald gør meget ud af sætte et fokus på det ulige forhold mellem det øverste og nederste led i hierarkiet – ofte virker belærende over for seeren med budskaber, som nogle gange ekspliciteres i en sådan grad, at der ikke længere overlades noget til fortolkning.

Alligevel må man bifalde Östlund for hans dedikerede engagement i hans egne koncepter. For han lykkes virkelig med at sætte os ind i karakterernes verden. Her følger vi en gruppe svimlende rige mennesker, der ikke ser længere end deres egen næsetip, og ligesom dem lægger vi nærmest ikke mærke til de hårdtarbejdende, dårligt betalte maskinarbejdere og rengøringsdamer, der fra tid til anden føles helt ubelejlige, når de træder ind på skærmen. Og det er tydeligt, at det her er en virkelig velovervejet beslutning. For da vi kommer til den øde ø, må vi – ligesom gæsterne – begynde at forholde os til, at arbejderne, der indtil nu kun har været i baggrunden, faktisk også er karakterer. Og – igen ligesom gæsterne – må vi acceptere, at fokus pludselig skifter, da en arbejder med egenskaber, som de rige gæster kan bruge, bliver en prominent del af gruppen.

På trods af at ”Triangle of Sadness” bestemt ikke er fri for kritik, så er den stadigvæk en virkelig underholdende film, og scener som den berygtede bræksekvens og den (næsten) fantastiske afslutning er da også klare standouts. Samtidig er det utroligt tydeligt, at Östlund i sandhed er en mester, når det kommer til hans brug af kameravinkler, -bevægelser og indstillinger. Især hans behov for at vise karakteren, der bliver snakket til, frem for den, der snakker, er jeg fuldstændig forelsket i. Det er ofte meget mere spændende at følge med i karakterernes reaktioner end deres handlinger, og selvom han i virkeligheden benytter sig af en på papiret utroligt simpel teknik, bruger han den til at få det allerbedste frem i skuespillerne.

Apropos skud, er der dog et enkelt, jeg bliver nødt til at beklage, og det er desværre filmens allersidste. For selvom det er et flot og intenst skud, bryder det en afslutning, som i mine øjne havde fungeret meget bedre uden. Det føles kommercialiseret, hvilket er alt andet end det, filmen egentlig er, og det er en ærgerlig fornemmelse at gå ud af biografen med, da de sidste tyve minutter af filmen indtil da er fuldstændig fænomenale – på trods af at de også er en kende forudsigelige.

Når det så er sagt, så er der virkelig meget at holde af i ”Triangle of Sadness”, der på trods af sine til tider for lange, for tunge og for budskabsfyldte sekvenser, er en sjov og rørende satire, der ikke er bange for at kritisere nogen som helst – det gælder hver og en person i hvert eneste led i hierarkiet. Filmen er båret af en underholdende fortælling, der er krydret med fantastiske præstationer over hele linjen og sublimt kamera- og instruktørarbejde. Östlund er uden tvivl en mere end fantastisk instruktør, og han ved det – desværre. For nogle gange virker det som om, han bliver så betaget af sine egne ideer, at han glemmer at fortælle en ellers medrivende historie.