Ingen dialog. Masser af nerve

Det lyder umiddelbart som en parodi på en kunstfilm: to timers socialrealistisk, østeuropæisk film uden dialog. Den kunne uden tvivl være blevet ganske frygtelig, men “The Tribe” har på trods af sine manierede form en nerve og en gennemslagskraft, der gjorde stort indtryk. Hvis jeg skulle placere den i en referenceramme ville det nok være Dardenne-brødrenes film, den polske instruktør Andrzej Wajda eller den uafrysteligt barske “4 måneder, 3 uger og 2 dage” fra rumænske Cristian Mungiu. De har samme rå, usentimentale blik og beskriver situationer, hvor medmenneskelighed og humanisme er sørgeligt fraværende.

“The Tribe” er ikke nogen opløftende film. Andet ville næsten også have været overraskende for en film fra Ukraine i øjeblikket. Det vil uden tvivl være nærliggende at læse en politisk allegori eller kommentar ind i filmen, men det ville efter min mening være at reducere den til et stykke agitprop. Det er derimod en film, der bevidst undgår at indplacere sig i en politisk virkelighed. Den foregår kun blandt en lille gruppe mennesker, som i forvejen er isoleret fra resten af samfundet.

Der er dialog. Problemet er bare, at den kun foregår på tegnsprog. Uden undertitler naturligvis. Vi følger en ung mand, der ankommer til en kostskole for døvstumme. Her bliver han en del af en bande, der tjener penge på prostitution, narko, vold og tyveri. Da intet forklares er det først gradvist, at sammenhængen går op for os. I fraværet af en forklarende og beskrivende dialog er personernes mimik, gestik og handlinger vores eneste mulighed for at forstå handlingen. Ingen af karaktererne kan forklare eller undskylde sig. Det er kun vores fortolkninger af deres handlinger, der giver dem mening. I begyndelsen virker skuespillet meget overdrevet, men efterhånden bliver det tydeligt, at det er en naturlig konsekvens af ikke at kunne forklare alting med ord.

Instruktøren har valgt udelukkende at caste unge døvstumme i rollerne, hvilket kunne være risikabelt. Heldigvis imponerer langt størstedelen af dem. Specielt hovedpersonen, der i det meste af filmen er en passiv og ureflekteret medløber, fascinerede mig. Han har dels rollen som outsideren, der med et lettere dumt ansigtsudtryk observerer alle de andre, men samtidig antydes det, at han på ingen måde er ubekendt med de kriminelle elementer og metoderne, de anvender. Bandens næstkommanderende, der rekrutterer ham til banden, bliver hans mentor og ven. I begyndelsen intenst imødekommende, men det viser sig senere, at han er gennemført kynisk. Der er en særlig pointe i, at de voksne er fraværende. Kun sløjdlæreren, der er blevet håndlanger for banden, ses regelmæssigt.

Fraværet af dialog gør også, at fortællestilen bliver meget abrupt. Der springes fra stille stemningsscener til voldsomme optrin uden nogen overgang eller forklaring. Et godt eksempel er da et af bandemedlemmerne står og ryger på en parkeringsplads. Det er vinter, og man kan se hans ånde. Lastbilen bag ham begynder at bakke, og det er først meget sent, at det går op for mig, at han ikke kan høre den. Han bliver kørt over. Klip til næste scene, hvor hovedpersonen overtager hans job. Det kan virke som en meget klodset måde at fortælle på, men i konteksten af en film, hvor alt er overtydeligt og enhver dybere mening overlades til publikum, så fungerer det.