Oppustet romantik

Hånden på hjertet: Der er langt mellem snapsene, når der skal fremhæves eksempler på deciderede gode romantiske komedier. Særligt den irriterende amerikanske slags, der sjældent slipper af sted med at sammenføre det kække og den velfungerende kærlighedshistorie til en højere enhed. Det hjælper dog slet ikke, når en film er sig selv så genrebevidst, at den indirekte forsøger at tage en selvironisk kønspolitisk distance, men alligevel ikke tør følge dette til dørs og derfor forbliver harmløs kønsløs. Sig hej til “The Ugly Truth” og farvel til ca. halvanden time, du aldrig får igen.

Den kontrolfikseret tv-producent Abby finder endelig sin drømmefyr i form af den nye smækre genbo Colin, men hun forstår ikke mænd og har derudover en noget underudviklet situationsfornemmelse. Dog får hun uventet hjælp fra den mandchauvinistiske tv-vært Mike, manden bag skandaleprogrammet “The Ugly Truth”, der lever af at fortælle den skindbarlige sandhed om, hvad der får mænd til at bide på krogen på åben skærm. Kærlighedens veje er dog uransagelige, og forholdet mellem Abby og Mike udvikler sig pludseligt til noget helt andet end det, der var planlagt.

Sandheden er imidlertid, at “The Ugly Truth” er håbløs forudsigelig og omtrent så romantisk som pink tigerroulade. Den vil så gerne efterleve “Søvnløs i Seattle” – et af de få vellykkede eksempler på, hvordan en romantisk komedie skal skæres – ved at klaske kække replikker og uimodståelig charme sammen. Hele ræderligheden smuldrer dog hurtigt og resolut, og hvad, der skal være en velsmagende kaloriebombe, ender i stedet med at være en alt for sukkersød mundfuld.

Hvad, der dog adskiller “The Ugly Truth” fra så mange andre romantiske komedier, må siges at være forsøget på at sammensætte en slags kønskamp. Mens der fra den feminine side prøves på at bringe pinlig forvekslingskomedie på banen i stil med “Bridget Jones’ dagbog”, bydes der på sjofle skurvognslummerier gennem Mikes brovtne dialoger og platkomik via en række malplacerede optrin. Idéen er skam udmærket, men det har ikke kunnet lade sig gøre at bygge bro. I det hele taget er det humoristiske fokus et iøjnefaldende problem. Ikke kun med henblik på de kønslige aspekter, men også mellem forskellige typer humor, der samles under én fane. “The Ugly Truth” vil så gerne være et potpurri af underfundighed, fald-på-røven-komik, drengerøvshumor og klodset pinligheder, men synergien finder aldrig sammen. Hvad, der skal være anderledes i en allerede kendt form, bliver derfor gammel vin på nye flasker, men helt uden genkendelsens glæde eller velsmagende i selv små slurke.

Man kan mene, hvad man vil om de stereotype portrætter af kønsrollerne – et eller andet sted kan det ikke forventes at være fremstillet meget anderledes. Dog er det irriterende modsigende i netop “The Ugly Truth”, da filmen både tager en ironisk distance til den nærmest genrebetingede didaktiske tone omkring mysteriet om kvinder og mænd, mens den alligevel underbygger selvsamme fordomme. I bestræbelserne på at være en smule mere subtil end den gennemsnitlige romantiske komedie understreger “The Ugly Truth” blot, hvor enormt stupidt temaforvirring rent faktisk kan gøre en film. Det eneste, der redder filmen fra den direkte druknedød, er de to hovedrolleindehavere, Gerard Butler og Katherine Heigl. Særligt Butler er imponerende veloplagt og til trods for det pinlige dialogarbejde kæmper den skotske skuespiller bravt med at give filmen kunstigt åndedræt gennem sin vanlige energi og naturlighed. Det er bare ikke nok til at vække filmen til live.