På bunden af samfundet

Fængselsfilm har altid fascineret. Historierne om livet på den anden side af de bastante mure giver os et kig ind i en verden, som heldigvis kun er de færreste forundt. En verden, hvor – hvis ellers man kan stole på klichéerne – de hårde står øverst i hierarkiet, mens de svage må kæmpe for at undgå daglig fornedrelse og grov udnyttelse. Sådan ser billedet naturligvis ikke ud i alle fængsler, og de værste skræmmeeksempler kender vi bedst fra USA, hvor den megen bandekriminalitet skaber nogle lidet ønskværdige forhold. Sådan kan det åbenbart også se ud i Frankrig.

Den 19-årige Malik ankommer for første gang til fængslet, hvor han skal bruge de næste seks år af sit liv. Som en lettere forskræmt mus prøver han at holde så lav profil som muligt, men det er svært i en verden, hvor de små og rolige ikke bliver overset, men tværtimod udnyttet af de mere garvede og frygtede indsatte. Der går ikke længe, før Malik vikles ind i både narkosmugling, mord og rivaliseringer mellem fængslets forskellige etniske grupperinger, men langsomt begynder den 19-årige at forstå sin plads i det spil, han med tiden forsøger at vinde.

Malik, som spilles af den velvalgte Tahar Rahim, er en interessant og på mange måder atypisk protagonist. Han rager ikke op over mængden og skiller sig ikke ud i forhold til sine medfanger, men formår alligevel at vise beskueren, at han er en person med større ambitioner end mange af de sociale tabere, der præger hans miljø. På trods af hans muslimske baggrund dvæles der ikke ved hans religion – det modsatte havde ellers været ganske tidstypisk i en tid, hvor ingen kan nævne islam, uden det bliver et større tema. Alligevel er det heller ikke noget, filmens skabere forsøger at snige sig udenom – det er blot lykkedes at finde en balance mellem temaerne, som gør, at de ikke opleves påtrængende.

Dette spil mellem temaer – god over for ond, vinder over for taber, religioner og samfundsopdelte grupper, der mødes – skaber en dualitet, som er et af filmens helt centrale omdrejningspunkter. Malik møder flere dilemmaer undervejs, men filmisk set har instruktør Jaques Audiard valgt ikke at tage stilling. Kriminaliteten og volden hverken hyldes eller fordømmes, men vises meget nøgternt, således at beskueren selv må vælge side. Hvorvidt Malik skal betragtes som skurk eller helt, må den enkelte da også tage op med sig selv, når sidste billede er rullet over skærmen.

“Profeten” har dog to problemer, som for nogle vil synes store og presserende og for andre forholdsvis ligegyldige. Filmen har gaflet til sig af postmoderne filmretorik, således at et stort navneskilt bliver klasket hen over skærmen, når en ny karakter introduceres. For denne anmelder er det et overordentlig forstyrrende element, der trækker fokus væk fra handlingen og over på den skærm, filmen ses på. Havde der blot været en tematisk pointe gemt i denne fortælleteknik, kunne det retfærdiggøres, men det er der ikke. Ydermere flettes der ofte nogle drømmesekvenser ind i handlingen, som afspejler Maliks opgør med sin egen samvittighed. Disse lander desværre ikke altid lige elegant og bliver til tider en smule ligegyldige og forcerede.

I sidste ende er filmens største problemer af stilmæssig karakter. Selve handlingen fungerer utroligt godt og har en stille, men sikker fremdrift, og alle skuespillere leverer en gedigen præstation. Derudover tilføjer filmens forholdvist minimalistiske, til tider næsten dokumentariske udtryk en god realisme til det voldsomme forlæg. Instruktør Jaques Audiard skal såmænd bare have trukket hovedet lidt længere ud af 90’ernes Tarantino-dominerede postmodernisme.

Video

Præsenteret i 16:9. Man skal kigge godt efter for at finde edge-enhancement, og skarpheden er rimelig, om end ikke god. Støjen er velkontrolleret, og de triste farver i fængslet står fint på skærmen. Desværre er kontrasten meget mat og svingende. Det sorte er alt for ofte decideret gråt, og det er kort sagt grimt at se på.

Audio

Dolby Digital 5.1. Lydsporet gør ikke meget væsen af sig, men understøtter stemningen på glimrende vis. De bagerste surroundhøjtalere udnyttes til små, atmosfæriske elementer, men man skal lytte godt efter for at lægge mærke til det. Dialogen er en anelse ufin i kanten, men det passer faktisk rigtigt godt til filmens rå miljø.

Ekstramateriale

Det er der en del af. Ud over nogle trailere byder dvd’en på slettede scener, som for en gangs skyld ikke er decideret kedelige, nogle prøveoptagelser og optagelsesprøver med Tahar Rahim og – sidst, men ikke mindst – et kommentarspor med instruktør Jaques Audiard, medforfatter Thomas Bidegain og Rahim. De går til opgaven med afslappet manér og snakker om deres tanker angående de fortællemæssige og æstetiske valg. Jaques Audiard lader til at have tvivlet på mange af sine valg, men han er nu sluppet ganske godt fra det hele trods alt.

Syner fra helvedes forgård

”Dræb, eller bliv dræbt” er en situation, der har optrådt i talrige kriminal- og fængselsfilm, men den har sjældent været udført mere overbevisende end i “Profeten”, der med duperende styrke og vitalitet bringer nyt liv til en velkendt genre.

Filmen følger den arabiske Malik El Djebena, der indsættes i et barskt fængsel. Han er en småkriminel 19-årig analfabet uden hverken penge eller venner, hvis sårbarhed og angst over situationen er tydelig fra første billede. Netop de kvaliteter vækker opmærksomheden hos den aldrende korsikanske gangster César Luciani, der har brug for at eliminere en arabisk fange, og som ser Malik som den perfekte måde at få udført jobbet på.

Således må Malik hurtigt se sig selv fanget i et dilemma. Skal han udføre drabet eller selv risikere at stå for skud? Enhver form for hjælp lader til at være umulig at anskaffe, eftersom César styrer fængslets vagter, og ret hurtigt bliver det tydeligt, at Maliks reelle valg er ikke-eksisterende. Blod bliver da også spildt på grusom vis, og et lys synes at slukke bag Maliks øjne. Væk er hans uskyld, men født er en beslutsomhed, som ingen tiltror den unge lømmel.

Overstående lyder måske som noget, man har set før, men instruktøren Jacques Audiard tilføjer en imponerende friskhed til filmen, der hurtigt udspiller sig på adskillige planer. På sin vis er det en genrefilm, men samtidig fungerer den også som et karakterstudie, hvor man hurtigt sætter sig i Maliks sted, når han som en rotte i et forsøgslaboratorium jages fra rum til rum uden kontrol over, hvilken vej han må gå, og ofte kun med en ringe forståelse af, hvad der foregår. Fængslet bliver også et sindsbillede på det omstående samfund, hvor de forskellige fraktioner bekriger hinanden, og hvor magten sidder hos de gamle krigere, der dog i tiltagende grad må se sig konfronteret med nye udviklinger, som de har vanskeligt ved at styre.

Audiards totale kontrol over filmens tone er overvældende, og han skifter ubesværet fra poetiske, drømmeagtige sekvenser til nogle ualmindeligt forstyrrende voldsepisoder. Foruroligende er ikke mindst en sekvens, hvor Malik gentagne gange øver sig på at gemme et barberblad i munden, men konstant må spytte blod op, når han ryster for meget på hænderne under forsøget. Det er et billede, jeg sent skal glemme.