De senere års utallige animationsfilm har lavet mange krumspring og fiksfakserier. Selv om genren har mange år på bagen, så har den digitale tidsalders nye landevindinger afstukket nye rammer for filmenes indhold. Efter en årrække, hvor genren primært har excelleret i det visuelle know-how, er den blevet voksen. Det understreger den fabelagtige og eventyrligt velfortalte “Op”, der ganske vist har et stærkt visuelt udgangspunkt, men først og fremmest imponerer med en dyb og velartikuleret historie, det er svært ikke at lade sig rive med af.

Det bedste ved “Op” er filmens charmerende og originale tilgang til fortællingen om livet. Flyvende huse og talende hunde er blot et par af de særegne omstændigheder, der gør nærværende film til noget helt specielt. Samtidig er filmen så propfyldt med fortællende lag, at man bliver forpustet i forsøget på at følge med det stormfulde tempo. Det er en medrivende oplevelsesrejse, instruktør Pete Dochter her tager sine tilskuere med ud på, og særligt følelsesladede er de mange delfortællinger, hvor essensen af eksistentialismen og det enkelte væsens livscyklus er i højsædet. Filmen formår at indkapsle et helt menneskeliv på halvanden time. Og det er i sig selv imponerende.

Bag de gakkede jokes, de stærke historier og det polerede look spores tilmed en vis kritik af det moderne samfund, som i hvert fald ikke har plads eller tid til de ældre samfundsborgere. Derfor må Carl tage sagen i egen hånd. Og det gør han så sandelig også. Han er klar til at gå hele vejen for at fuldende det brændende ønske for Ellie, der var hans livs kærlighed. “Op” er en smuk og poesifuld film, der kan få det allerbedste frem i mennesket. Der bygges bro mellem aldersgrupper, befolkningsgrupper, ja endda mellem dyr og mennesker. “Op” er en hjertevarm størrelse af de sjældnere.

Det er ikke kun filmen som sådan, der gør et godt indtryk. Det skarpe look imponerer tilsvarende. Der er ikke tilfælde af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og farvetemperatur og kontrast er desuden stabile faktorer. Et superflot transfer.

Også lyden gør sig imidlertid ganske godt. Udgivelsen tilbyder nemlig filmen på flere sprog, heriblandt dansk, svensk og norsk i Dolby Digital 5.1-format, mens engelsk som eneste sprog både findes i Dolby Digital 5.1- og DTS-HD 5.1 Master Audio-format. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens stemningsfuld underlægningsmusik holder tempoet oppe, og distinkte effektlyde, vellykkede lydpanoreringer og en detaljerig atmosfære sørger for resten.

Også ekstramaterialet holder et højt bundniveau med sin fordeling af kræs på hele to skiver. På den ene findes selvsagt filmen i selskab med trailere, en alternativ scene, et par kortere animationsfilm og en længere dokumentar om filmens tilblivelse, valg af locations, research med mere.

På den supplerende skive er der flere trailere, en promo-montage, et geografisk betonet computerspil samt otte mindre indslag, der stiller skarpt på karaktererne, hundenes rolle, musikken og meget andet i “Op”. Et imponerende katalog, der dog lige mangler prikken over i’et for at opnå den fulde anerkendelse.

Man kan ikke andet end være lamslået over de kreative mirakler, der strømmer ud fra Pixar i disse år. Med ubekymret hånd synes selskabet at strø det ene mesterværk ud efter det andet, og hvis man som undertegnede troede, at efter den fabelagtige “Wall•E” ville alt gassen uundgåeligt være ved at gå ud af ballonen, så har man en overraskelse i vente.

Som titlen antyder, er filmen en opløftende fortælling, men der er mere på spil end sædvanligt i animationsgenren, og den verden, dens figurer bebor, er ikke skånet for hverken smerte eller død. Der er da heller ikke meget nuttet dyr over filmens hovedperson: Den 78-årige enkemand og tidligere ballonsælger Carl Frederiksen, hvis livshistorie fortælles gennem en ordknap indledning, som muligvis er det mest hjerteskærende, Pixar nogensinde har bedrevet. Som barn møder og forelsker han sig i den ligesindede Ellie, og sammen planlægger de et eventyr, der dog konstant må vige for hverdagens problemer. Som John Lennon berømt erklærede, er ”livet det, der foregår, mens man lægger andre planer.”

Hvad, der herefter følger, skal ikke berettes her, selvom det næppe ville gøre den store forskel, om det blev afsløret i forvejen. “Op” er den slags film, hvor bestemmelsesstedet betyder langt mindre end rejsen, og filmen forlanger nærmest at blive oplevet på det store lærred, hvor dens filmiske kvaliteter kan sluges med hud og hår. Den er også et af de værker, der med al tydelighed demonstrerer filmens fortræffelighed som selvstændig kunstform. Intet andet medie kunne fortælle denne beretning med tilsvarende styrke. Hvor “Wall•E” tog en gevaldig chance ved at udspille så stor en del af fortællingen i tavshed, så løber “Op” en tilsvarende ved at angribe voksne temaer og ved ikke nødvendigvis at være morsom hele tiden, selvom der ikke desto mindre er steder, som hører til de sjoveste, Pixar har lavet. I en af scenerne omhandlende en hunds ustabile halsbånd ved jeg stadig ikke, hvad der blev sagt, eftersom publikummet lo så højt, at dialogen fuldstændig druknede i larmen.