Man ville gøre en våbensmugler fortræd

Du genkender ham sikkert. Denne gennemsnitsklejne mand med to hinkesten sat for sine skelende øjne, der nærmest skriger: ”Jeg vil ikke sendes til Indien, jeg vil ikke i fængsel!” I årevis har han været særlig gæst i den tv-serie, de kalder TV Avisen, hvor han retsmøde efter retsmøde har bedyret, at han ikke vil udleveres til Indien – han frygter tortur. Niels Holck er navnet, men hvem er han egentlig, og hvorfor skal han i fængsel?

Filmen begynder med forbrydelsen. Med hjælp fra “Kapringen”-instruktøren, Tobias Lindholm, kaster Andreas Koefoed os dramatiseret ud i det. Illegale våben kastes sortsilhuettet smukt ud fra bagenden af et fly, imens vi rekonstrueret ser på indefra. Stemningen er som taget ud fra en spionroman. Det var i 1995. Hvor en ung middelklassedansker, rundet af Vietnamkrigens forargelse, skred til handling. Niels Holck ville ikke se på mere. Han ville ikke passivt se på, at uskyldige mennesker i Indien blev udsat for overgreb. Derfor indledte han en karriere som guldsmugler for at spare sammen til våben, som skulle bruges til modstand.

Men noget gik galt. Siden da har Niels Holck ageret kastebold i det danske retssystem. Det er det mindst interessante ved filmen. Dem, der har fulgt de seneste års afsnit af TV Avisen, ved alligevel, hvordan den del af dokudramaet ender. Interessen knytter sig til undersøgelsen af et menneske, der ideologisk og psykologisk er i familie med Blekingegadebanden og Rote Armee Fraktion. Et menneske med det, der kaldes supermoral, hvilket betyder, at man føler sig moralsk hævet over andre i den forstand, at man selv må, kan og skal definere, hvad der er rigtigt og forkert.

Niels Holck beskriver i filmen selv sin handling som nødværge. Alarmklokkerne ringer her voldsomt for den kritiske sans. ”Spørg ham, spørg ham,” tænkte jeg, da Holck helgenkårer sig selv. Spørg ham, hvordan det kan være nødværge for en dansk parcelhusdreng at udruste folk, som bliver dræbt i Indien, med dræbende våben? Hvem har udstyret Niels Holck med retten til at tilsidesætte demokrati og evnen til at vurdere, hvem der skal leve og dø? Jeg ventede hele filmen på, at Anders Koefoed kritisk skulle udfordre Holck på sin tro, på sin supermoral. På samme måde som Anders Riis-Hansen i forhørsstil gik til en lignende fanatiker i “Blekingegadebanden” fra 2009. Det sker aldrig i “Våbensmuglingen”.

I stedet bliver den opvågnede, hvide antiimperialist uforståeligt ukritisk rygklappet så hårdt filmen igennem, at han må have et blåt mærke på ryggen, hvor der står ‘offer’. Niels Holck læser godnathistorier for ungerne, Niels Holck taler identifikationsstærkt med konen om retssagen, Niels Holck leger farmand i sneen, og endelig tuder Niels Holck ud i telefonen hos mor, da det ser torturværst ud til effektfulde toner fra et kirkeorgel. Niels Holck er en guttermand. Stop! Vent! Niels Holck er jo også en forbryder. Selvfølgelig skal han ikke udleveres til tortur, men han er stadig en kriminel, som ikke fortryder et eneste smuglervåben. Det er Andreas Koefoed, der enten er en dårlig journalist eller en dygtig propagandist, ligeglad med.