Shock Cinema uden indhold eller formål

De fleste har været igennem en periode, hvor der skal gøres oprør imod samfundets normer, hvor alt, hvad der lugter af modkultur, er grænseløst fascinerende, og ingen over 20 år fatter noget som helst. De fleste vokser dog også fra det igen. Hvorvidt Charlotte Roche, der har skrevet romanforlægget til “Vådområder”, hænger fast i den rebelske attitude fra teenageårene, eller om bogen snarere er et kynisk forsøg på at få succes på bølgen af seksuelt eksplicit litteratur, er op til debat. Men det er ikke til debat, at instruktøren af “Vådområder” vil forarge.

Helen er en ung pige, som elsker sex. Jo mere beskidt, jo bedre. I det hele taget er hun glad, når hun kan forarge folk. Under en lettere forhastet intimbarbering kommer hun til at skære sig selv i røvhullet, hvilket sender hende på hospitalet. Som man forhåbentlig kan forstå, så er det ikke en film, der lægger afstand til det kropslige. I åbningsscenen står Helen i pis og lort til op over fødderne på et offentligt toilet, som jeg næsten mener at have set før i “Trainspotting”. Ledsaget af en monolog om, at hygiejne er noget at foragte samt, hvor vigtigt det er at opretholde en sund ‘misseflora’, gnider hun sit underliv hen over et toiletbræt, der ikke ser ud til at være rengjort i dette årti.

Er du provokeret? Har du mistet appetitten? Får du lyst til at skrive et vredt læserbrev til Politiken? I så fald vil instruktøren sikkert glæde sig. Det lader til at være en af hans store ambitioner med filmen. Personligt fandt jeg det hamrende studentikost og jævnt hen kedeligt. Det er også påfaldende, at mens vi ser kropsvæsker flyde som sjældent før og folk tale om infektioner, udflåd, sperm og personlige perversioner i en uendelighed, så er kameraet forbløffende bornert, når det kommer til sagen. Vi ser overlægen få pus sprøjtet op i ansigtet, da han punkterer en byld (og åh, hvor er det dog grinagtigt… Ikke? Eller måske nej), men der klippes væk fra hendes operation og fra sexscenerne.

Når man får sig kæmpet gennem stadig mere outrerede scener, så ligger der faktisk en interessant historie og gemmer sig. Da filmen begynder at grave i Helens psyke og hendes familiehistorie, blev jeg faktisk engageret. Carla Juri, der spiller hovedrollen, giver sin karakter en benhård og kompromisløs overflade, som stille og roligt krakelerer. Der bruges desværre alt for meget krudt på de utallige flashbacks til Helens ulideligt punkede teenageliv, der i sidste ende kommer til at virke meget episodiske og løsrevne. Det er ærgerligt, at filmen insisterer på at bryde sit handlingsforløb så meget op, for det flytter fokus fra den centrale historie.

I det mindste er filmen smuk at se på. Når filmens svælgen i det ulækre trods alt har en effekt, skyldes det ikke mindst de superskarpe, farvemættede billeder. Filmens brug af kraftige farver i flashbackscenerne som kontrast til det hvide hospitalsmiljø fungerer. Det kræver noget at gøre det ulækre så betagende. Desværre bliver filmen ved med at smide sådanne scener efter publikum, så det til sidst mister enhver effekt og bliver tomt og kedeligt.