Valentine’s Day
Udgivet 11. feb 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Stjernerollebesætninger ses efterhånden med jævne mellemrum, men i “Valentine’s Day” ville man vitterlig ikke kunne affyre en kanon uden at ramme en celeber Hollywood-personlighed.
At forsøge på at opsummere de utallige handlingstråde vil være næsten håbløst uoverskueligt, så lad os blot nøjes med at konstatere, at de forskellige forhold følger de sædvanlige romantiske historier, som vi allerede har set et utal af gange. Der er venneparret, som i virkeligheden er forelskede, men som ikke selv er klar over det. Fyren, som frier til kæresten, der dog ikke virker så begejstret som han. De to fremmede, der tilfældigvis mødes i flyveren. Kvinden, der finder ud af, at manden har kone og børn ved siden af forholdet. Og det unge par, der skal have sex for første gang, hvilket viser sig at være en god bid mere problematisk end først antaget.
Instruktøren af rodebutikken er Garry Marshall, der tidligere har stået bag “Pretty Women”, men som er faldet særdeles langt siden de gyldne dage. Siden den gang har han bl.a. lavet den gyselige “Prinsesse eller ej 2”, og der er måske trods alt en lille opmuntring i, at “Valentine’s Day” alligevel ikke stinker så meget som den, men det ville nu også være vanskeligt med et cast som det, filmen har.
Det er da også primært takket være den velspillende rollebesætning, at filmen trods alt ikke skraber bunden, og selvom humoren er temmelig anstrengt, så er skuespillerne stadig charmerende, og Topher Grace, Anne Hathaway og Ashton Kutcher formår alle trods de håbløse odds at skabe figurer, man føler mild sympati for, hvorimod aldrende klenodier som Shirley MacLaine og Hector Elizondo kæmper en umulig kamp med personer, der er så vagt og dårligt skrevet, at de ikke engang nærmer sig klicheplanet.
Der er i det hele taget ikke meget andet end læssevis af trætte skabeloner at hente i “Valentine’s Day”, hvis forlorne sødmefuldhed og lange spilletid gør den til lidt af en prøvelse at overvære. ”Det er Valentins dag. Man skal ikke tænke, men handle!” erklærer en af hovedpersonerne, og det er jo meget muligt, men man ønsker nu alligevel, at Garry Marshall ikke havde taget rådet så ukritisk til sig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet